125 deltog i Agromeks første internationale konference om innovation i jordbrugsteknik

Markrobotter, droner, skadelig jordpakning, faste kørespor, sikkerhed, klimaemission og præcisionslandbrug med sensorer og kameraer var på programmet mandag i Herning kongrescenter

Interesserer man sig for ny teknik indenfor jordbruget var Herning kongrescenter stedet man skulle være i går mandag. Her løb Agromeks første internationale konference om innovation i jordbrugsteknik af stablen foran 125 tilhørere fra ind- og udland. En overvældende tilslutning ifølge direktør for Agromek Allan Pedersen.

Konferencen foregik på engelsk og blev afholdt i samarbejde med NJF, et netværk af forskere inden for jordbrug i Norden og Baltikum. Og det afspejlede konferencen og de mange indlæg, hvis indhold i høj grad var målrettet forskere - selvom Agromek på forhånd havde meldt ud, at konferencen ikke kun henvendte sig til forskere - men også til rådgivere, landmænd, studerende og de udstillende virksomheder på Agromek.

Konferencens hovedtaler mandag var professor Simon Blackmore, Head of Engineering på Harper Adams University i England. Han indledte konferencen med et meget spændende indlæg om »Future Farming: Is robotics the answer?« Og det konkluderede han helt klart, at de er.

»Teknikken er stort set klar, så det er bare om at komme i gang med at udvikle nogle markrobotter til praktisk landbrug, der kan overtage en del af de store traktorer og maskiners arbejde i marken,« lød hans opfordring. Som især var målrettet de mindre maskinfirmaer, som han mente skulle stå bag kvantespringet indenfor markrobotter.

Mere om dette tema

Læs om Agromek samt nogen af de nyheder, de byder på, nedenfor.

I dag tirsdag fortsætter seminaret, bl.a. med den anden hovedtaler Dipl. Ing. Jens Fehrmann fra Technische Universität Dresden i Tyskland, der taler om »Research Perspectives in Support of Agricultural Technologies under Horizon 2020.«

Tirsdagens program byder også på indlæg om plantebeskyttelse, sprøjtning, management, indoor mechanization, strip tillage, brug af sensorer og kameraer, designer-gylle og rådgivningens rolle i innovation indenfor planteavl m.m. Dagen slutter af med en guidet tur på Agromek for alle konferencens deltagere.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.