ATV-boss skal stå i spidsen for to af verdens største traktormærker

CNH finder løsning på længere tomrum på chefposten.

Når man kan blive chef for to af verdens førende traktormærker, Case IH og New Holland – og en af verdens største mejetærskerproducenter, så kan jobbeskrivelsen næppe være helt kedelig.

Tidligere officer i den amerikanske marine, Scott W. Wineas har da også forladt sin CEO-post hos en anden større industriel spiller, ATV-producenten Polaris for at kaste sig ud i en ny udfordring efter 12 år på posten i Minnesota, hvor han var med til at fleredoble Polaris i størrelse og omfang.  

Sent tirsdag aften dansk tid kom meldingen fra CNH Industrial, at man efter mange måneders tomrum endelig har fundet afløseren efter Hubertus Mühlhäuser, der fra den ene dag til den anden stoppede i jobbet i foråret under corona-krisen.

CNH Industrial har omkring 63.000 ansatte fordelt i en lang række lande og hele 67 fremstillingsfabrikker samt en række distributionscentre, der forsyner hele verden med traktorer, mejetærskere, landbrugsmaskiner, motorer, busser, entreprenørmaskiner og køretøjer til forsvarsindustrien.  

I forbindelse med tiltrædelsen af den nye topchef understreges det, at CNH fortsat planlægger at dele aktiviteterne op i fremtiden, så produktionen af køretøjer til vejene og motorproduktionen skal udskilles i et separat selskab.

CNH Industrials største aktionær er den italienske Agnelli-families investeringsselskab Exor, der også ejer en større andel af selskaber som Fiat Chrysler, fodboldklubben Juventus, bilfabrikken Ferrari og det kendte økonomiske tidsskrift The Economist.  

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.