Banebrydende i 80’erne: ”Onde tunger sagde, at den ikke kunne holde”

I 1987 samlede Case IH alle deres forhandlere til en af historiens store traktorlanceringer. TraktorTech har mødt en af dem, som var første ude med traktoren i Danmark.

Da Case og International Harvester blev transformeret til Case IH i midten af 1980'erne, så manglede den nye traktorproducent fremtidens traktor. En traktor der kunne sætte det nye bofællesskab på landkortet som en moderne traktorproducent.  

Løsningen blev Magnum-traktoren. Lidt af forarbejdet var allerede gjort. Ifølge artikler om Magnum-traktorens fødsel hos det amerikanske nichemedie Octane Press, havde International Harvester i sine sidste dage som selvstændig traktorproducent allerede brugt en del ressourcer på den tidlige udvikling af det, som skulle blive Magnum-traktoren.

Afsløret i Denver

Efter flere år på tegnebrættet blev der puslet med en plus 100 hk stortraktor med en ny powershift-transmission og et helt nyt kabinedesign. Med fusionen var der også kommet nye midler til at sætte fart i traktoren og en masse nye ideer. Traktoren blev præsenteret i august 1987 i Denver, hvor man havde samlet Case IH-forhandlerne for at vise det nye produktprogram frem.

Den første Magnum-serie bestod af fire modeller, 7110, 7120, 7130 og topmodellen 7140. Det blev de to midterste modeller, som blev de mest solgte.

Hjertet i traktoren var en ny Cummins-motor fra samarbejdet Case and Cummins Consolidated Diesel Company. Ifølge Octane Press kunne motoren dengang beskrives som stærk, stille og brændstofseffektiv sag.

Transmissionsmæssigt stillede den for 1980’erne utrolig stærkt med powershift, der gav traktorpiloten mulighed for at starte i hvilket som helst gear med bløde skift op og ned – og endda med skift til bak uden at bruge koblingen. I de første versioner var der 18 fremadgående gear og to bakgear. Siden blev der tilføjet to ekstra bakgear. 

Far blev overtalt

Dengang tog det et år eller noget i den stil at få en ny film hjem fra Hollywood. Traktorlanceringer over Atlanten kunne også tage lidt tid i forhold til dagens SoMe-verden, hvor vi bare er et mere eller mindre tilfældigt billede på Facebook fra at høre nyt om ny traktormodel.

I 1990 købte Michael Meyers far Flemming på Vilhelmshøj ved Eskebjerg på Vestsjælland en af landets første fire Magnum-modeller.

De fire Magnummer havde som de første i serien været på demo-turne på dansk jord forinden. Michael Meyer driver i dag gården og var lykkelig for at kunne overtale faderen til den store investering i datidens stortraktor med 155 hk til rådighed.

”Da den kom, var det som om, at der kom en helt ny generation af traktorer. Den havde det her power shift, som var meget langt fremme. Onde tunger sagde, at det ikke kunne holde, og at den siger nogle lyde, når den går fra det ene område til det næste, men det har bare holdt. Kabinen var stor dengang, den var lydsvag, når man havde kørt Ford”, siger han i et interview med TraktorTech, der i det seneste udgave over fire sider går i dybden med traktorkøbet og Magnum-traktoren, der har kørt mere end 13.000 timer på den vestsjællandske gård og igennem mange år har gjort det næsten gratis at køre traktor, som ejeren formulerer det.

Vilhelmshøjs Magnum er stadig aktiv, om end den nu er henvist til en lidt mere fremtrædende placering af en et år gammel…. Case IH Magnum 340 CVX af nyeste generation.

Og hvad så med verdens allerførste Magnum?

Den lever ikke mere. Traktoren, en model 7140, blev testet så hårdt, at den endte med at blive skrottet. Til gengæld står model nr. 2, en 7130’er, stadig og stråler på Case IH museet i Racine i USA.

 

Vil du læse mere?

Vil du gerne læse mere om en af de allerførste Magnum-traktorer i Danmark?

Så skal du tegne abonnement på TraktorTech.

Ring til vores abonnementsafdeling på telefon 3339 4790 – og hvis du er heldig, så har vi nok stadig et eksemplar liggende med Magnum-traktoren – og så kan du fremover glæde dig til mange artikler, elektronisk og på print om Magnum og en hel verden af alle mulige traktorer og maskiner.  Du kan også tegne abonnement online på LandbrugsMediernes hjemmeside.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.