Corona-virus truer traktorproducenter
JCB har droslet ned for produktionen, og CNH har indført restriktioner, mens Deere sætter ekstra penge af til logistik.

Udviklingen af Corona-virus begynder at sætte sine spor hos de store traktorproducenter. Flere af dem har aktiviteter i Kina, men også på de europæiske fabrikker mærker man effekten af Corona-virus.

JCB har allerede skåret ned i produktionen - det til trods for at fabrikkerne ligger i England. Den ugentlige arbejdstid er blevet sat ned til 34 timer i stedet for normale 39 timer for 4.000 ansatte i produktionen. Det skyldes frygten for manglende forsyninger fra underleverandører.

»Flere end 25 pct. af vores underleverandører i Kina er fortsat lukkede, og de, der er genåbnet, kører med stærkt reduceret kapacitet og kæmper med at få sendt delene af sted«, fortæller Mark Turner, øverste ansvarlig for produktionen hos JCB til engelske Profi.

Restriktion i rejser

Først på ugen satte Corona-virussen dybe spor i Italien med en række nye udbrud, hvor nu over 200 er smittede, hovedsageligt i den nordlige del af landet. Hos CNH Industrial, der har europæisk hovedsæde i Torino, følger man udviklingen nøje og har nu indført en række restriktioner.

»Vi følger situationen, og vi tager alle de nødvendige foranstaltninger for at sikre vores ansattes sundhed. Det gælder også leverandører, partnere og gæster hos os«, oplyser Cristina Formica, kommunikationsansvarlig for CNH Industrial i Europa, i et skriftligt svar til LandbrugsAvisen.

Foranstaltningerne indebærer for eksempel hjemmearbejdsplads for visse medarbejdere samt øget hygiejnekrav på og rundt om i produktionen og kontorer.

Morgenposten: Tyskejet maskinhandler har 100 ansatte i DanmarkMaskiner 2. marts · 06:49

»Vi har også indført restriktioner på forretningsrejser for vore medarbejdere«, tilføjer Christina Formica.

Sætter penge af

Ifølge kilder til LandbrugsAvisen har CNH Industrial nærmest indført totalt forbud mod international og national rejseaktivitet for deres medarbejdere af frygt for Corona-virus. Men det er endnu for tidligt at forudsige de negative konsekvenser for produktionen og levering af maskiner til slutbrugerne, skriver Christina Formica i mailen til LandbrugsAvisen.

Hos en anden af de store, amerikanske Deere & Co., har man midlertidigt lukket en fabrik i Kina på grund af virus, skriver AgriWatch mandag med Radio Iowa som kilde.

John Deere har også sat ekstra penge af til logistik i forbindelse med anskaffelse af dele fra underleverandører fra Kina. Samtidig fastholder koncernen den nuværende indtjening i sin prognose for årsregnskabet i stedet for at øge den. Det til trods for at Deere i sit første kvartalsregnskab i år præsterede forbedrede bundlinjer trods lavere omsætning.

»Det kommer af to årsager: Ét, det er fortsat meget tidligt på året. To, vi overvåger situationen med Corona-virus meget nøje, fordi det kan påvirke os afhængigt af udviklingen«, fortalte Ryan Campbell, CFO hos Deere & CO. på et møde for analytikere og investorer.

Han fortæller, at John Deere har sat ekstra 40 mio. dollars af i andet kvartal til fragt af dele fra underleverandører, så produktionen berøres mindst muligt.

Faktaboks

Kort om Corona-virus

  • Blev opdaget i byen Wuhan i Kina i begyndelsen af januar.
  • Det officielle navn for virussen er COVID-19.
  • Pr. 27. feb. er der rapporteret 81.409 tilfælde af smittede personer. Dødstallet er 2.775.
  • Siden januar er virus fundet i mere end 25 lande uden for Kina. Det største udbrud er sket i Italien.
  • I Danmark er der fundet ét positivt tilfælde af Corona-virus.

Kilde: Statens Serum Institut.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.