Efter opkøb i Randers – Deutz-Fahr-importør går efter flere maskinforretninger

Deutz-Fahr-importøren vil længere ind i forhandler-ledet og vil gerne videre end den nye Randers-afdeling.

Deutz-Fahr-importøren HCP Danmark ønsker at få mere af det danske marked. Vejen dertil er blandt andet et opsigtsvækkende hop ind i forhandler-ledet med dagens opkøb af Jysk Maskincenter i Randers efter Agco-forhandlerens konkurs.  

Men står det til HCP, så stopper opkøbene ikke med den store jyske maskinhandel.

”Det er ikke nogen hemmelighed, at vi længe har været på udkig i de områder, hvor vi ikke er så stærkt repræsenteret. Vi kigger bl.a. efter muligheder på Fyn”, siger Johan Prior Knock til LandbrugsAvisen Maskiner.

Analysen fra HCP lyder, at Deutz-traktoren bør kunne vinde mere udbredelse på det danske landkort.

”Vi mener, at Deutz-mærket er langt bedre end dagens position. På den lange bane vi gerne vokse op til en position, hvor vi har op til 10 procent af traktormarkedet”, siger han og forklarer, at HCP med opkøbet i Randers også forventer at kunne komme og vinde markedsandele hos de kunder, som traditionelt har handlet med Agco’s mærker hos Jysk Maskincenter i Randers.

”Det er en stor og flot forretning, som vi overtager”, siger han og forklarer, at HCP samtidig går efter at føre flere af Jysk Maskincenters nuværende mærker videre.

Har I ligget i forhandlinger længe – eller er muligheden kommet i de senere dage for jer?

”Det er ikke lang tid siden, at JMC gik konkurs. Der har vi en fordel som familieejet virksomhed, at vi relativ hurtigt kan tage beslutningen”, siger Johan Prior Knock.

Var der budkrig?

”Nej, det ved jeg ikke. Vi har haft en fornuftig dialog med kurator. Mit indtryk er, at der har været andre, men at det var vigtigt for kurator, at vi kunne slå hurtigt til. Og det har også været vigtigt for os, at det gik hurtigt, så der kom en afklaring for medarbejderne”.

Hvornår starter I op?

”Vi har overtaget pr. 1. januar 2018, men vi vil gerne hurtigere i gang. Der er kunder, som står og mangler hjælp, og dem vil vi gerne ind og hjælpe, og så har vi nogle medarbejdere, som vi mandag morgen går i gang med at snakke med. Der er mange gode medarbejdere, som vi er intereserede i at tilbyde jobs,” siger han.

Kan I tilbyde jobs til alle ansatte?

”Det ved vi ikke endnu. Vi skal først have set på dimensionerne for det her, vi er meget tidligt i fasen.”

I køber ikke maskinerne med. Hvorfor ikke det?

”Vi har sagt, at vi vil overtage bygningerne og reservedele. Det kan være svært at vurdere, hvad nye og brugte maskiner er værd, og i så fald ville det være nye maskiner, som vi ikke står i spidsen for. Nu starter vi op med et frisk sortiment,” siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.