Frisk på at lade robot afpudse din frøgræsmark?

FMR Maskiner leder efter testkunder, der har mod på at lade Agrointellis selvkørende Robotti afpudse frøgræsmarker.

Hidtil har markrobotter primært arbejdet med strigler, radrensning og eksempelvis sået roer. Men med den nye model af Robotti er der 73 hestekræfter til rådighed, så nu bliver det realistisk at arbejde med lidt voldsommere redskaber, mener Henrik Rasmussn fra FMR Maskiner, der er forhandler af Robotti-maskinerne fra Agrointelli. Derfor søger han i øjeblikket efter mulige testkunder - som har frøgræsmarker vel at mærke.

»Det ligger lige til højrebenet at lade en markrobot med tilstrækkelig styrke klare kedelige og tidskrævende arbejdsopgaver. En af disse kan være at afpudse frøgræsmarken, så landmanden selv kan tage videre til andre vigtige opgaver, der skal udføres på samme tid. Det må være en rigtig god arbejdsopgave til Robotti«, vurderer Henrik Rasmussen.

Han mener afpudsningen er en god opgave for de selvkørende maskiner, for det er en opgave, der tager tid på et tidspunkt af året, hvor høsten af andre afgrøder, halmbjærgning, stubbearbejdning og såning af nye afgrøder kræver fokus og mange arbejdstimer.

Afpudsningen er imidlertid en vigtig opgave, og det skal gøres omhyggeligt.

 

Forpligtende samarbejde

Maskinforretningen leder nu efter et par testkunder eller grupper af frøavlere, der også kan se ideen og vil afprøve den i praksis.

»Ideen med setuppet er at finde to virkeligt interesserede frøavlere eller grupper af frøavlere, der vil investere i en Robotti med afpudser på nogle helt specielle vilkår«.

»Et af dem er, at kunderne får en dedikeret person fra Robotti-teamet tilknyttet sin maskine udover det almindelige serviceteam fra FMR Maskiner. Et andet handler om finansiering, og der er flere andre fordele med i købet«, fortæller Henrik Rasmussen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.