Horsch-importør øger stadigvæk salget

Weko Agro Machinery har passeret 60 ansatte.

Det er med et resultat i omegnen af forrige års bundlinje, at maskinimportøren Weko Agro Machinery kan gøre status over 2021.

Resultat efter skat endte på ca. 10 mio. kr. mod 11 mio. kr. året før. Omsætningen var undervejs lidt stigende med et bruttoresultat på 54 mio. kr. mod ca. 48 mio. kr. året før.

- Vi har været tro mod strategien om vækst, og så har vi brugt nogle af pengene på vores fusion i Hoven og Bording, lyder det i en kommentar fra adm. direktør Tom Myrdal til LandbrugsAvisen.

For få år siden var importøren primært kendt for importen og forhandlingen af Horsch på det danske marked. Den del fortsætter sin vækst med anslået 15 pct. sidste år efter endnu større vækst forrige år.

Ifølge regnskabet havde Weko Agro Machinery forøget varelageret fra 86 mio. kr. året før ved statustidspunktet til lidt over 100 mio. kr. i år ved nytår.

Ifølge Tom Myrdal er man i et marked, hvor der generelt er problemer med at få leveret maskiner og traktorer godt tilfreds med situationen.

- Alle døjer med leverancerne nu om dage, men vi er klædt godt på lagermæssigt og har hentet pænt hjem og er leveringsklar på mange produktgrupper. Vi klarer os igennem de største leveringsproblemer, siger han og fortæller, at man også reservedelsmæssigt har sikret sig mange standardvarer, men at der selvfølgelig kan være en mange forskellige skaffevarer af specialkomponenter, hvor det kan være rimelig håbløst at få varen hjem hurtigt.

Med opkøbet af maskinforretninger i Hoven og Bording har Weko Agro også skabt sig en solid position indenfor kartoffelsegmentet i de senere år, og den integration meldes godt på plads med omkring 30 medarbejdere i alt på de to lokationer. Om der kommer et næste ryk i andre segmenter, udelukkes ikke.  

- Vi må se, om der viser sig noget spændende derude, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.