Legendarisk IH traktor overrakt til Landsskuet
På Landsskuets åbningsdag fik TraktorTechs læsere doneret en IH 844 traktor, der skal restaureres i løbet af de næste par år.

Der blev kravlet rundt og sparket dæk på den gamle, røde traktor, som CNH Industrial Danmark, og maskinhandleren Sørensen & Lynggard donerede til TraktorTechs læsere.

En mørkerød IH 844 fra midten af 80'erne blev overrakt til TraktorTech, som straks sender den videre til Erhversskolerne Aars, hvor eleverne efter sommerferien vil gå i gang med at restaurere traktoren.

"Det er en klassiker, og derfor blev det IH 844'eren. Alle os her har en eller anden form for relation til den traktor. Den har passet rigtig godt til datidens landbrug og har kunnet klare mange forskellige opgaver", fortæller salgskonsulent hos Sørensen og Lynggard A/S, Aksel Pedersen.

"Det er også en model med rigtig mange år på bagen. Den blev produceret i over 15 år, så det siger noget om populariteten", fortæller marketing manager Nordic & Baltic, CNH Industrial Danmark A/S, Morten Nørtoft Jørgensen, der har fundet frem til IH 844 traktoren.

Dansk Maskinhistorie

Case IH stammer fra USA, men den nordeuropæiske version af IH 844 havde i den første del af produtionen dansk førerhus.

"Det er et Sekura førerhus, så det giver også lidt ekstra historie med. Det gør det også ekstra skægt, når man skal ud og finde reservedele til huset. Det er noget maskinhandlerne herhjemme har et ekstra tæt forhold til", fortæller Aksel Pedersen fra Sørensen og Lynggaard A/S.

Førerhuset fra danske Sekura ved Randers blev senere skiftet ud i produktion af IH 844 traktoren, da Case IH begyndte at producere deres egne førerhuse.

"Jeg tror, at man ville skille sig lidt ud da man stoppede med Sekura førerhuset. På det tidspunkt kørte både John Deere og flere andre producenter med danske førerhuse. Det var i den tid, at det startede med at producenterne gik fra at være samlefabrikker til at være full-line producenter", forklarer Aksel Pedersen

Skal restaureres originalt

Når traktoren overdrages til Erhversskolerne Aars, er der ingen restriktioner på, hvordan traktoren skal behandles.

Maskinhandlere kæmper sammen om grænselandet Maskiner 5. juli · 09:49

Men repræsentanten for skolens elever har allerede en klar forventning om, hvilken retning man vil gå med arbejdet på traktoren.

"Den skal nok restaureres originalt, så den kommer til at fremstå, som da den var ny", fortæller Anders Fyhn Laursen, der er under uddannelse til landbrugsmaskinmekaniker i Aars. 

Eleverne på Erhvervsskolerne Aars får muligheden for at sætte kløerne i traktoren, når skoledagen er afsluttet, og det er fuldstændig frivilligt om man har lyst til at være med.

"Jeg er sikker på, at folk vil synes det er spændene at hjælpe til med den. Der er ikke så meget elektronik i den, da det er en gammel traktor, så det er noget, hvor alle kan være med", siger Anders Fyhn Laursen.

"Den er meget velholdt når man ser den udefra. Indtil videre har vi heller ikke opdaget nogle probler med det indvendige maskineri, men det bliver jo også noget at det sjove for eleverne at teste den rigtigt af", fortæller Aksel Pedersen fra Sørensen og Lyngaard, der har haft traktoren stående i to og en halv måned, inden overrækkelsen.

Store forventninger

Det er ikke kun elever fra Aars, der kan komme til at skrue i IH 844 traktoren. Montører fra Sørensen og Lynggard og andre maskinkyndige har også en åben invitation.

"Vi er alle traktornørder hos os, så det betyder også noget for os at være med. Vi glæder os meget til at se, hvad der sker med traktoren, nu hvor den kommer til Aars, hvor vores montører også vil give en hjælpende hånd med", fortæller Aksel Pedersen.

Hvis man har lyst til at hjælpe med traktorens restaurering, er man velkommen til at kontakte TraktorTechs redaktionschef, Christian Juel Jørgensen på e-mail: cjj@landbrugsmedierne.dk

Læsertraktoren skal blandt andet vises frem på Agromek 2018.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.