Maskinproducent allierer sig med politiet om ny metode til at stoppe GPS-tyverier

Flere parter fra maskinbranchen er gået sammen om at udviklet en ny GPS-sporingsløsning, der skal dæmme op for bølgen af tyverier mod landmænd og maskinstationer.

Sammen med Syd- og Sønderjyllands Politi og brancheorganisationen Danske Maskinstationer og Entreprenører har CASE IH fået udviklet en ny løsning, der skal kunne sætte en stopper for de mange GPS-tyverier.

Flere hundrede GPS-anlæg er gennem de seneste år blevet stjålet fra maskinstationer og landbrug i Danmark. Politiet vurderer, at tyvekosterne med stor sandsynlighed er fragtet til Østeuropa.

Et komplet GPS-anlæg koster nemt over 100.000 kroner, og derfor løber tyverierne samlet op i flere millioner kroner.

For at sætte en stopper for tyverierne, har CASE IH fået norske GSGroup til at lave en særlig GPS-sikring, der kan spore udstyret og maskinerne både før og efter, det har krydset landegrænser.

"Med GPS-sikring er der mulighed for at spore og genfinde udstyret, før det når ud af landet", siger Sune Andersen fra GSGroup, der udvikler sporingsudstyr til bl.a. biler og både, i en pressemeddelelse fra CASE IH.

GSGroup har hovedkontor i Norge og 15 kontorer i ni lande, herunder i Østeuropa.

"Ligesom de organiserede kriminelle opererer vi også på tværs af landegrænser. Ofte bliver materiellet solgt i ét land, transporteret gennem et andet og solgt i et tredje. Derfor har vi et netværk af partnere, vi samarbejder med over hele Europa", fortæller Sune Andersen.

Kamera er ikke nok

Hos Case IH, har kunderne også være ramt hårdt af den seneste bølge af tyverier, fortæller chefkonsulent Kasper Kjær Jensen fra Danske Maskinstationer og Entreprenører.

"Vi opfordrer vores medlemmer til at tyverisikre, så de er rustet til foråret, hvor der er risiko for en ny bølge af tyverier", siger Kasper Kjær Jensen og tilføjer:

"Og det er ikke nok med kameraovervågning. Vi har set flere tilfælde af, at tyvene har undgået kameraerne, så vi opfordrer også medlemmerne til at mærke udstyret og bruge GPS-sporing, så udstyret kan findes igen", siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.