Morgenposten: Direktør står frem - Fynsk forretning går i minus – Vokseværk hos Claas-folk

Mandag morgenposten beretter bl.a. om modig direktør, der står frem efter konkurs og et par markante regnskabshistorier hos maskinhandlerne.

God mandag morgen,

Enten har man julefeber – eller også er man ved at blive julefebrilsk.

Jeg er på det sidste hold. Første gave blev købt på fætter BR’s hjemmeside sent i går aftes, og der er efterhånden ikke så mange dage til jul… heldigvis er der råd i maskinernes verden, når det gælder et par af svigerfamiliens medlemmer. Det vrimler nemlig med juletilbud, udsalg og meget andet blandt landets maskinforretninger, kan jeg se på min Facebook. Jeg er lidt mere i vildrede med hensyn til mine tre ballerina-piger, men mon ikke der er hjælp i stuen. Nok om det. De seneste dage har nemlig budt på en række solide nyheder på maskinfronten.

I Randers er tidligere medindehaver og direktør hos konkursramte Jysk Maskincenter, Anders Vester Nielsen, gået i gang med at sælge maskiner, som han har købt ud af konkursboet. Jeg kender ikke enhver detalje i konkursen, men jeg er imponeret over, at en mand, som har stået i den situation med sin virksomhed, kæmper for at redde så meget som muligt at stumperne, som han og de andre to tidligere ejere har stillet sikkerhed for, og ikke mindst er klar til at møde gamle kunder ansigt til ansigt og give sin version af historien.     

Minus på Fyn

De seneste dage har også budt på et par interessante regnskabshistorier. Ellers solide Heden Maskinforrentning på Fyn må notere et mindre underskud for 2016/17 bl.a. begrundet i den hårde konkurrencesituation, som der er skabt med nye spillere på markedet, lyder det i en historie, som vi kunne præsentere her på siden hen over weekenden.  

Og om få timer kan jeg her på siden præsentere regnskabet for en af landets største New Holland-forhandlere, hvor jeg bl.a. kommer til at fortælle om et stort julesalg af traktorer og vækst i medarbejderantallet, som har rundet 90 ansatte.  

Vokseværk hos Claas-folk

Og når vi snakker om medarbejdere, så var Claas-forhandleren Bredsgaard i Kjellerup fredag ude og fortælle, at de endnu en gang udvider med en ny medarbejder i det nye år. For seks år siden startede to svogre forretningen op med ni ansatte – og nu er de 27.

Her på redaktionen skal vi have bundet en masse løse ender, inden vi drager på juleferie ved arbejdstids ophør fredag. Vi skal mere eller mindre i mål med næste udgave af vores maskinavis LandbrugsAvisen Maskiner, som kommer rundt til læserne på landbrug, maskinstationer og maskinforretninger få dage ind i det nye år. Jeg har bl.a. besøgt maskinstationen Sdr. Farup og snakket med maskinhandlere, der kan berette om banker, der stadig er forsigtigere med at finansiere maskinhandler.    

Nyt TraktorTech på banen

Inden de spændende historier når så langt, så skal vi i morgen nyde, at det nye TraktorTech begynder at lande rundt omkring, bl.a. med en fantastisk beretning bag scenen om, hvordan Agco brugte flere år og et milliardbeløb på at fremstille deres helt nye mejetærsker, Agco Ideal og meget, meget mere.  

Ha’ en rigtig god ude, fortvivl ikke med pakkerne – der er masser af grej derude rundt omkring i maskinforretningerne – og så vil jeg blot ønske jer rigtig god jul – mandag morgenposten er tilbage i det nye år.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen    

PS: Har du et godt tip til ugens profil, handel eller bare en rigtig god historie, så ring til mig på 40283032 eller skriv på mail cjj@landbrugsavisen.dk

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.