Morgenposten: EM-hæder til dansker og 29 ton el-Fendt

Maskinernes nyhedsoverblik: Dansk mekaniker fik særlig hæder til EM og utopi-tanker om en kæmpe Fendt på Tesla-brændstof.

God mandag morgen,

De sidste dage har været usædvanlige. Først startede weekenden med, at politiet og PET lukkede store dele af trafikken ned fredag aften – inkl. en del biler med folk som mig selv, som havde været i Horsens fredag til Vækst-konrence, hvor vi bl.a. hørte Agcos europæiske direktør for smart farming løsninger og så Johannes Mertz være en af tre nominerede virksomheder som årets vækst-virksomhed i landbruget. Og søndag var det pludselige blevet stille for hele Danmark, da vi desværre måtte sige farvel til Kim Larsen.

Til ære for hele Danmarks gavflab har jeg puslet med fem sange, som jeg tilbage i de gode barndomsdage har kørt en masse sten til, tromlet, harvet, mens der er blevet sunget inde i kabinen på en lettere brugt Ford 6700.

Men lad os begynde med starten. 

Lørdag aften kom der endelig facit for den danske landbrugmaskinmekaniker Ronni Larsens deltagelse ved EuroSkills 2018 onsdag og torsdag.

Det blev desværre ikke til metal for den nordjyske mekaniker. Til gengæld høstede han en stor anerkendelse i form af en Medaillon of Excellence, oplyser SkillsDenmark på sin hjemmeside. Hæderen gives til EuroSkills-deltagere, som under konkurrencen har fået særligt mange point. Godt gået! Og endnu engang de unge danske landbrugsmaskinmekanikere vist, at vi herhjemme kan noget med vores hænder og hoveder.

El-traktorer kræver mega-batterier

Fredag afholdte vores eget mediehus landbrugets største virksomhedskonference, Vækst, sammen med Yara, hvor der bl.a. var fint besøg fra Agcos europæiske hovedkontor i Schweiz. Direktør for traktorgigantens smart farming-løsninger, Morten Schmidt, havde en række perspektiver om udviklingen indenfor maskinerne. Bl.a. vil vi se kommercielle robotter om ca. fem år, mente han. Og så var på den ene side et stort potentiale for traktorer med større appel til dem, som køber ind under parolerne for bæredygtighed og økologisk. Fendt har således fået 300 bestillinger på deres første el-traktor, selvom den ikke er i rigtig produktion og endnu ikke prissat. Man skal dog ikke forvente, at verdens største konventionelle traktor bliver leveret med el-motor. Ifølge Morten Schmidt kræver en el-drevet Fendt 1050 et batteri på 15 ton for at yde det samme som den nuværende motor. Med andre ord vil det blive meget dyrt og traktorens vægt vil hoppe op på 29 ton.

Læs historien her:

Smart udnyttelse af maskiner kan give kæmpe indtjeningshop

De kendte traktorpiloter

Torsdag var det igen en rigtig god filmdag i landbruget. Her var vi nemlig klar med andet afsnit i vores video-føljeton om traktorpiloterne Hans Jørgen, Gustav og Peter i serien ’Piloterne’.

Denne gang høstede de – og hele video-serien afsluttes med det sidste afsnit, som vi frigiver på torsdag.

Se afsnittene her:

Se afsnit 2 af Piloterne: Når der kæmpes for at få høsten i hus

Ny serie om hverdagens helte: Se første afsnit af Piloterne

Særlig godstraktor du ikke kan købe

I Piloterne følger vi bl.a. en rigtig Fendt-entusiast. Hans Jørgen sværger nemlig til mærket, og har bl.a. indgraveret traktormærkets logo i en betonbro.

Andre Fendt-entusiaster – og sikkert også en række andre traktorfans – har helt sikkert læst om en særlig traktor, som man i øjeblikket ikke kan få med hjem – i hvert fald indtil der har været åbent hus hos TBS Maskinpower. Det er nemlig en gammel klassiker, som var ugens mest læste historie i sidste uge:

Særlig godstraktor du ikke kan købe – i hvert fald indtil 6. december

Dal-Bo direktør fundet

For en måned siden skrev vi, at tromle-producenten Dal-Bo havde skilt sig af med direktør Jens Chr. Hundahl efter, at tromleproducenten ellers var kommet fra et 2017 med flotte resultater.

Årsagen lød til, at virksomheden nu skal søsætte en ny strategi og derfor har brug for et nyt ledelseshold. Dengang var den nye direktør endnu ikke udpeget.

Det er han nu.

Her mandag morgen tiltræder 51-årige Carsten Abel som ny øverste chef i virksomheden, hvor opgaven altså bliver at føre Dal-Bo i en ny retning, oplyser virksomheden i en pressemeddelelse fredag.

Abel kommer fra lastbilverdenen, hvor han har senest har været direktør for Mercedes-Benz København, oplyses det.  

Ledelsesteamet i Dal-Bo kommer i øvrigt også til at bestå af salgschef Torben Norlyk Pedersen, der også begynder i dag, og produktionschef Bo Toft Hansen.

Dal-Bo skifter direktionen ud

Se store maskiner i marken onsdag

De store ændringer hos Dal-Bo er ikke den eneste begivenhed i denne uge.

Onsdag inviterer Danish Agro Machinery til stor demodag i Skærbæk-området, hvor bl.a. Claas første finsnitter på bælter kan beses.

Udover denne Jaguar 960 med Terra Trac kan du bl.a. også se den endnu større Jaguar 980 og en mindre 950’er med et nyt type majsbord, Orbis-bordet blandt meget andet.

Se mere på www.claas.dk.

Langebro og andre gode hits i traktoren

Og hvilke fem Kim Larsen sange skal man så høre i traktoren i dag, i bilen eller på kontoret?

Mine tanker flyver til:

  1. Langebro
  2. Rabalderstræde
  3. Midt om natten
  4. Haveje
  5. Pianomand  

God fornøjelse, og ha’ en rigtig god uge. Husk, at vi på torsdag kommer med en ny udgave af vores maskinavis LandbrugsAvisen Maskiner. Her kan du bl.a. læse en masse om, hvad det koster at købe en traktor – og om man skal bruge alternativer, når man køber en traktor.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.