Morgenposten: Nu får russerne niet til Vaderstads Rapid og Hardis Commander

Den massive boykot fra Vesten udvides mere og mere – og tæller nu også en række maskinmærker.

God mandag morgen.

Der blev fredag sagt nej ved porten til en russisk transportør i Nr. Alslev, og i løbet af ugen vendte Väderstads lastbiler om og kørte hjem med maskiner, som ellers skulle til Rusland.

Jeg vender tilbage med seneste nyt om maskinbranchens deltagelse i en verdenshistoriens største og hurtigste boykots nogensinde.

Horsch viser ny prøvekanin

Selvom vi alle følger krigen i Ukraine med stor angst og bæven og tæt, så er nyhedsstrømmen, som dette nyhedsoverblik indenfor landbrugsmaskiner beskriver, også fuld af en del ”klassiske maskinnyheder”.

Og noget, som kan blive det.  

Sidste år var Horsch ude og vise en førerløs maskine, der med masser af mulder var skabt til de store vidder. I den forbindelse lød det fra familien Horsch, at fremtiden ikke bød på små pispotter indenfor selvkørende landbrugsrobotter. Mon ikke der er flere veje til Rom, men den skarpe formulering fra Horsch viser i hvert fald, at man herfra satser på store, autonome maskiner. Og torsdag viste man så nok en prototype via et Twitter-opslag.

 

 

Se her: Horsch klar med ny, kæmpe førerløs prøvekanin

Kæmpe dækfusion i Danmark

De gode embedsfolk fra Konkurrencestyrelsen fik torsdag en ny arbejdsopgave:

Skal man sige ja til en ny dækgigant på det danske marked, som får mere end 100 værksteder i rykken og mærker som Alliance og Michelin i folden? Det drejer sig naturligvis om ugens store danske handel, hvor NDI Group, som selv ejer kæden Super Dæk Service, har købt aktierne i Euromasters danske selskaber – altså hvis myndighederne er med på den.

Stor dæk- og autoværkstedskæde indgår aftale om opkøb af Euromaster

Russerne kan se langt efter en ny Rapid

Og så skal vi til artiklen bag overskriften.

Lidt skarpt stillet op så drejer spørgsmålet sig om, man kan sende maskiner og handle med et land, der voldsomt angriber et mindre broderland, forbyder pressen at skrive om krigen, og som forbyder en række sociale medier i landet for at forhindre folk at udveksle meninger og informationer om krigen.

Ja, vi snakker naturligvis om Rusland og deres krigsførelse i Ukraine, og hvad det betyder for maskinbranchens handel med landet.

Og det skal jo understreges, at i sidste ende arbejder vi i et sted i fødekæden, hvor man producerer mad, hvilket også skærper dilemmaerne. Flere danske og skandinaviske aktører har dog meldt klart ud. Nej, vi kører ikke længere maskiner til Rusland.

Hos Hardi kalder direktør Jens Kristensen det et spørgsmål om værdier.

”Nej, jeg synes ikke, at det er politik i den her situation. Det er værdier og at udvise en sympati for at folk, som er blevet angrebet af en overgribende part. Jeg skal understrege, at vi intet har imod det russiske folk. De har været gode samarbejdspartnere, og det er gode folk, men der er nogle ledere i det russiske regime, der gør, at vi ikke kan handle med Rusland lige nu”, lød det fredag lige før fyraften, da jeg talte med Jens Kristensen.

Samme dag havde Hardi afvist en russisk transportør, som ellers havde taget turen hele vejen til rampen nede hos Hardi i Nr. Alslev.

Hos Väderstad har det givet ikke været let at stoppe Ruslands-handlen, lader man forstå. Rusland har været et vækst-marked, som er blandt de absolut største markeder for den svenske maskingigant. Da jeg torsdag fik en snak med Väderstad, forklarede senior vicepresident for Sales & Marketing Mattias Hovnert, at det var en beslutning med mange faktorer.

”Som selskab kan vi absolut ikke støtte den russiske invasion. Men vi har også medarbejdere og kunder i Rusland, som bliver ramt af vores egen beslutning. De er med til at producere mad i sidste ende for, at folk skal overleve, og man skal også skelne mellem regime og mennesker”, siger han.

Hvad gjorde så udslaget?

”Der er flere faktorer. Dels hele situationen i sin helhed, dels sanktionerne og den finansielle risiko”, lød det bl.a.

I sidste uge spåede jeg, at der nok snart kom udmeldinger fra firmaer som John Deere og Claas, som begge producerer maskiner i Rusland. Jeg har forsøgt at få en kommentar flere gange fra John Deere i den forgange uge – uden held. Det formodes, at amerikanerne stadig har en produktion kørende derovre. Claas har forsikret mig, at man nøje følger reglerne for EU’s sanktioner – men det giver for tiden omtale i tyske medier, at man altså vælger at fortsætte produktionen på sin store fabrik i Krasnodar, hvor der årligt produceres op mod 1.000 mejetærskere.

Claas fortæller, at man i øjeblikket har størst fokus på at hjælpe sine 40 ansatte i Ukraine, og at man i lyset af den kommende høst ser på, hvordan man kan få maskiner og reservedele frem til russiske landmænd. Overfor flere tyske medier betoner man, at da man arbejder med fødevareforsyning, så fortsætter man af den grund med at understøtte russiske landmænds maskiner.

Læs mere her:

Russerne kan se langt efter nye Rapid’er

Hardi afviser russisk lastbil ved rampen

Er du klar til såningen?

Nuvel, nok om den svære linedans mellem sanktioner og handel.

Solen skinner for tiden, og man mærker, at tidspunktet hvor den sidste sæd skal i jorden til årets høst, rykker tættere på. Og skulle man være fristet til at høre om nyt grej til det arbejde, så skrev mine kollegaer et kæmpe tema om sagen i weekendens udgave af LandbrugsAvisen.

Heldigvis har de fleste landmænd adgang til herlighederne – og har man af en eller anden grund ikke fået åbnet postkassen, så kan man bare logge ind og læse det hele på vores epaper her:

Log in til LandbrugsAvisens epaper

Må jeg lige henlede opmærksomheden på, at man her bl.a. kan læse om:

Gode såbedsharver kan være afgørende i dette udfordrende forår

og

Sådan undgår du at køre for tidligt i marken

Lover skarp priser på Deutz

I sidste uge lærte vi også, at der er kommet en ny Deutz-Fahr-importør i Danmark. Det er et firma i Middelfart, som faktisk eksporterer over 100 nye Deutz-traktorer til det ukrainske marked hvert år – og som ny har fået en nebengeschäft med det danske marked. Vi har nok hørt det før, men Thomas Mortensen lover mere konkurrencedygtige priser – og kamp om markedsandele. Deutz skal længere op i ligaen.

Læs med her: Erklærer sig klar til skarp traktorpris

Er traktorkørekortet blevet for gammeldags?

Fredag havde DM&E ovenpå coronaens aflysning af deres årsmøde og Vidensdage i januar endelig mulighed for at afholde årets årsmøde. Det var et som sædvanligt et velbesøgt arrangement i Vingsted. Her kom det bl.a. frem, at DM&E i øjeblikket arbejder for at forbedret kørekort i samarbejde med en række andre maskinstationersforeninger i Europa. Det danske er simpelthen blevet utidssvarende.

DM&E: Vores traktorkørekort er ikke godt nok

Det var alt for denne omgang. Ha’ en fortrinlig uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.