Nu vil de sætte traktorens pris ud fra svinenoteringen

Usædvanligt tilbud fra dansk traktorimportør: Køb din traktor til pris alt efter svineprisen.

Det må være et af de mest kreative måder at sætte prisen på ny traktor på det danske markeder i de senere år.

Helms TMT-Centret, importøren af traktormærket McCormick, har en pulje af seks lagertraktorer, som de nu spiller ud med, at de kan prissættes ud fra udviklingen på svinenoteringen.

Med andre ord lover Helms at sætte den månedlige betaling ned for svineproducenter, der køber traktoren, hvis svineprisen i løbet af de næste tre år falder.

Omvendt skal svineproducenten betale ekstra på de månedlige betalinger, hvis prisen stiger opad. I begge eksempler er der sat en top og bundpris, så den endelige risiko for begge parter ikke kan ”stikke helt af”, hvis svineprisen går amok i den ene eller anden retning.

”Vi hører fra nogle kunder, at de godt kan betale for en ny traktor med de nuværende svinepriser, men er lidt urolige, hvis priserne begynder at gå nedad igen”, lyder begrundelsen fra medejer Jakob Helms fra TMT-Centret til LandbrugsAvisen i forbindelse med, at Helms netop nu lancerer konceptet.

Han erkender samtidig, at det sker i et begrænset omfang for nogle lager-traktorer, som Helms som forholdsvis nybagt importør er interesseret i at få ud og arbejde i marken.

”Det kræver lidt at være den nye dreng i klassen, og vi tager da lidt risiko ved det her”, siger han og fortæller, at hverken fabrikken hos Argo Tractors og finansieringsinstitutter er involveret i den alternative måde at finansiere traktorerne på.

”Det er sådan en slags ide, der kommer op derhjemme engang imellem os”, siger han og forklarer, at de også er til at handle med, hvis landmænd fra andre faggrene kan se sig selv ideen.

”Vi kan også godt regne på, hvordan vi kan sætte det op med kornpriser og mælkepriser”, siger han.

For Helms og for landmanden kan udviklingen dreje sig om ganske mange penge.

For en 310 hk McCormick traktor kan den månedlige ydelse blive sat til knap 20.000 kr. ved en svinepris på 9,90 kr. pr. kg, og dermed en væsentlig besparelse for landmanden, mens en svinepris på 14,20 kr. pr. kg sætter prisen på traktoren på 28.308 kr.    

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.