Suzuki Jimny er bilen uden dresscode

Efter knapt fire måneder på det danske marked er der afsat over 100 styk af den nye Suzuki Jimny.

Suzuki har ofte haft en heldig hånd med at udvikle biler, der både har en høj underholdningsværdi, og som samtidig kan løse de helt basale opgaver og behov. Det gælder i høj grad den nye Suzuki Jimny, den lille kække firehjulstrækker, som trillede ud på det danske marked i slutningen af april.

»Vi har til dato leveret 101 Jimny’er, og det lever fuldt ud op til vores forventninger. Der står kun et par stykker i landet, som afventer indregistrering til kunden, og vi sælger nu til levering i første kvartal 2020«, siger pressechef John Mogensen fra Suzuki Danmark, hvor man ser Jimny’en som et arbejdsredskab til f.eks. jægere, skovarbejdere, naturfotografer og landmænd, men også offroad-entusiaster og naturelskere.

»Man skal have brug for dens evner, ellers skal man måske ikke købe den«, siger John Mogensen om den ikke udpræget komfortable bil.

Faktisk er Jimny et lille stykke bilhistorie, da den i snart et halvt århundrede har vundet udbredelse blandt professionelle og fritidsfolk som vel nok verdens eneste offroad-mini. Den position har bilen haft siden første generation i 1970. Og nu som dengang har den et - som producenten rammende kalder det - et brugsorienteret design. Det er bilen uden dresscode. Helt basal er den med sine runde forlygter, frontgrillens lodrette åbninger, de kraftige skærme, kofangere og sideskørter. Også kabine og bagagerum præges af robusthed.

I forhold til den tidligere model er frihøjden øget en smule, og de korte udhæng over akslerne sikrer, at bilen kan møde skrænter og komme væk fra dem igen uden at få skader.

Suzukis 4WD-system, AllGrip Pro med reduktionsgear er standardudstyr og udviklet til dem, der har brug for ekstra kontrol og fremkommelighed. Systemet indeholder også LSD Traction Control, Hill Descent Control og Hill Hold Control.

Også i motorrummet er der sket forbedringer. Den nye 1,5-liters benzinmotor, der er udviklet specielt til Jimny, er 15 procent lettere og mere kompakt. Samtidig er det maksimale moment øget med 10 procent, og effekten er 102 hk mod forgængerens 88 hk.

Udstyrsvarianterne hedder Active og Adventure, hvor Adventure tilbyder lidt mere komfort og nogle stilige detaljer, der appellerer til en bredere brug af bilen. Priserne er 229.990 kr, for Active-modellen og 254.990 kr. for Adventure-udgaven.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.