Tractorpulling i Nordjylland: Ford bød på tidlig Sankt Hans

Der var tæt konkurrence og masser af action til weekendens DM-afdeling i traktorpulling i Hjallerup. Se billedserien fra landbrugsavisen.dk

Weekendens DM-afdeling i traktorpulling på banen ved Hjallerup, Nordjylland, bød på masser af spænding og masser af flot kørsel for det store publikum, der var mødt frem på en solskinsrig dag i det nordjyske.

Og med en lang række forskellige klasser til start var der gang i alt lige fra de små 950 kgs minipullere op gennem pro- og superstock til de store 4.200 kg heavy modificeret med op mod 8.000 hestekræfter.

Landbrugsavisen var til stede, og med billedserien her i artiklen kan du opleve en lille bid af stemningen og de mange hestekræfter.

Navnligt i Prostock-klassen var der action. Blue Power fra Herning nåede aldrig ud ad starthullerne, før motoren havarerede. Og det endte med store flammer fra en brændende og svært beskadiget motor, der dog til slut måtte give op mod en pulverslukker.

Mere action var der i pull off’en, hvor kampen om førstepladsen blev tæt. En halv meter var forskellen mellem traktoren John Deere 2 og Bredahl Brothers Redline, hvor førstnævnte endte med at trække det længste strå.

»Vi skulle være klar ja. Men det bliver spændende at se med den her bane. Jeg kan ikke helt vurdere, hvor tør den er, og måske giver den ikke vores traktor de bedste betingelser«, fortalte chauffør Michael Højen fra John Deere Pulling Team før starten.

Helt dårlig var banen altså ikke. Og at John Deere 2 er svær at bide skeer med, vidner sidste forrige weekends Europcup-afdeling i Holland om. Her vandt traktoren nemlig sin klasse foran de andre europæiske teams.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.