Ung, fremgangsrig maskinhandler afgået ved døden

Claas-forhandler i Midtjylland er død 44 år gammel.

Maskinforretningen Bredsgaard har mistet deres direktør og medindehaver Ivan Tang.

Det skriver Midtjyllands Avis.

Maskinhandlerne var en kendt figur i branchen, hvor han og kompagnon Bent Hansen har høstet anerkendelse for at igennem en årrække at have drevet en solid maskinforretning med vækst og en god niche i produkter til juletræsproducenterne. Bredsgaard er samtidig en af landets tilbageværende Claas-forhandlere, som ikke er opkøbt af Danish Agro Machinery.

Ifølge lokalmediet mærkede den 44-årige familiefar trækninger ved brystkassen sidst på ugen, og blev derefter undersøgt både på lokalt sygehus og på Skejby uden, at man fandt noget.

Søndag faldt Ivan Tang om netop, som man skulle holde familiefest.

Ivan Tang efterlader sig sin hustru Pia Hansen Tang, der også virker i familiefirmaet, samt sine fire børn og en maskinhandel med cirka 25 ansatte.  

At Ivan Tang blev maskinhandler skyldes i øvrigt Bent Hansen, som også er hans svoger. I 2011 overtog de Bredsgaard, der ellers stod til lukning.

Bent Hansen søgte efter lokaler til sine juletræsmaskiner, og fik overtalt svogeren til at forlade et godt job i vindmølleindustrien, lød det, da Ivan Tang så tilbage på starten i en artikel i LandbrugsAvisen for nogle år siden.

- Ingen af os havde stor erfaring med at sælge landbrugsmaskiner. Men vi havde nogle holdninger til, hvordan vi gerne vil drive virksomhed, og så sad vi og kiggede på hans maskiner, og så hoppede jeg til.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.