Hotelkæde søger 800 angus

Dansk Angus Forening indgår afsætningssamarbejde, som skal sikre en merpris på fem kroner pr. kg.

Det er uden tvivl det mest positive, som er sket for racen og for dansk kødkvæg i mange år!«

Dansk Angus Forenings nye formand, Karen Huus, har svært ved at skjule sin begejstring over, at det er lykkedes foreningen at indgå et samarbejde om afsætning af slagtedyr af angus med KødGrossisten og Scandic Hotels.

Målet er at afsætte mellem 800 og 1.000 slagtedyr årligt til de 23 danske hoteller i Scandic-kæden. De første dyr blev slagtet på Danish Crowns kreaturslagterier i uge 10, og de foreløbige tilbagemeldinger fra hotelkæden er ovenud positive, fortæller Karen Huus.

»Med det nye koncept får producenterne et skulderklap og en anerkendelse for at producere kød af højeste kvalitet. Hvis man hidtil har leveret til et større slagteri, har man aldrig fået tilbagemeldinger fra forbrugerne. Men det får vi - takket være konceptet,« forklarer hun.

Hånd under økonomien

Foruden anerkendelsen kan producenterne se frem til at få et klækkeligt tillæg på fem kroner pr. kg slagtevægt for kvalitetsgodkendte dyr. En merpris som får afgørende betydning for produktionsøkonomien, vurderer Karen Huus.

»Kødkvæg er ingen guldgrube, men kan du få 1.500 kroner ekstra for et dyr med 300 kg slagtevægt, så får økonomien en håndsrækning. Hvis vi når at afsætte 800 dyr af den størrelse, bliver der samlet set 1,2 millioner kroner ekstra i kødindtægt,« forklarer Karen Huus.

Dyr til konceptet skal være ungtyre eller kvier mellem 12 og 24 måneder, som skal overholde krav til blandt andet slagtekvalitet og opstaldning.

Kravet, om at slagtedyrene skal være minimum 75 procent angus, er en udfordring for dem, som måske har taget lidt for let på registreringen af faderskabet i besætningen.

»Det er ret nemt at indberette faderskabet på kalvene, og langt flere burde gøre det. I dette tilfælde er det afgørende for, om dyrene kan gå med i konceptet, da Danish Crown tjekker alle stamtavler på de slagtedyr, som er tilmeldt konceptet,« fortæller Karen Huus.

Flere nye kan komme til

Angus-foreningens formand håber også, at det nye afsætningstiltag kan være afgørende for, at nye producenter af angus starter.

»Generelt har kødkvægbranchen en udfordring i, at flere ældre stopper, end der er nye, som begynder. Jeg håber derfor, at afsætningsmuligheden kan bane vejen for, at nye starter med kødkvæg, eller at andre udvider,« siger hun.

For at blive leverandør kræves et medlemskab af foreningen, men det er ikke et krav, at man er andelshaver ved Danish Crown.

Faktaboks

Der gik to år, fra ideen blev født

  • De første skitser til konceptet ’Dansk Angus Kød’ blev formuleret for to år siden i en arbejdsgruppe under Dansk Angus Forening.
  • Arbejdsgruppen har formuleret kravene til konceptet, kontaktet distributør, slagteri og fået kontakt til aftager, som blev Scandic Hotels.
  • Ambitionen er at afsætte mellem 800 og 1.000 slagtedyr i konceptet.
  • Scandic Hotels aftager hele slagtekroppe og skal i samarbejde med KødGrossisten selv afsætte de dele af dyret, som ikke kan sælges.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.