Trods usikkerhed om færgen - irerne vil eksportere 100.000 ekstra kvæg i 2018

Irske mælke- og kødkvægsproducenter gør klar til at forøge rekord eksporten fra 2017.

Der er galoperende fart på den irske kvægsektor. Tempoet tegnes især af mælkeproducenterne, som vil levere mere og mere mælk, og troen på en god fremtid får landmænd til at lægge om fra andre produktioner til mælkeproduktion. Men det er ikke kun mere mælk og flere mejeriprodukter, som skal udover de irske grænser.

2017 blev den irske eksport af levekvæg øget med 30 procent til 187.870 stk. og prognosen for 2018 tilsiger en vækst på 100.000 ekstra stk. levekvæg til eksport.

Det er især spædkalve, som de irske mælkeproducenter eksporterer, og derfor har det skabt ekstra bekymring, at rederiet Stena Line har planer om at tage en færge ud af drift til planlagt service i februar og marts. Disse måneder er mælkeproducenters højsæson hvad kælvninger angår, og det er derfor også her, at de fleste kalve forventes eksporteret.

Stena Line, som historisk set har fragtet irske kreaturer til flere lande Verden rundt, har lovet at indsætte en anden færge beregnet til transport af levekvæg.

Tyrkiet mangler kvæg

De irske kreaturer og spædkalve afsættes til en lang række lande, hvoraf Tyrkiet er en de nyere samarbejdspartnere. Tyrkiet er i gang med at opbygge landets bestand af kvæg og har indgået en aftale med de irske organisationer om årligt at aftage op mod 100.000 irske kreaturer de kommende år. Det drejer sig især om import af et-årige tyre på godt 300 kg levende vægt til viderefedning.

Importen af levekvæg til Tyrkiet suppleres af køb af genetik, hvor Tyrkiet i 2016 købte 400.000 sæddoser af kødkvægstyre i Irland.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.