Merrild: Almindelige landbrug kan fint fungere uden overenskomst

For små landbrug er det ikke nødvendigt at tegne overenskomst, mener Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.

De danske landbrug skal give deres medarbejdere gode, tidssvarende vilkår. Den holdning har Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer, og organisationen bakker op om den danske model og overenskomstsystemet.

”Det giver sig selv, at alle større virksomheder i landbrugs- og fødevaresektoren bruger overenskomstsystemet, fordi det giver ordnede forhold,” siger Martin Merrild.

På samme måde mener han, det giver sig selv, at små landbrug ikke nødvendigvis tegner overenskomst.

”Så længe vi taler om små, overskuelige bedrifter, hvor man tit har et nært forhold til hinanden, og hvor ting aftales ved køkkenbordet, så er det naturligt, at man kan klare sig uden at være en del af et stort overenskomstsystem,” siger Martin Merrild.

”Er man bundet af en overenskomst, er man jo i princippet forpligtet til at bruge sin organisation og flytter sit løsningsforum væk fra bedriften. Hvis man har en almindelig landbrugsbedrift, hvor alle er tilfredse, hvor man har gode rutiner og aftaler om eksempelvis weekendarbejde, og hvor man som medarbejder altid kan få fri, hvis man skal noget, vil det ofte være mere fleksibelt og til gavn for alle at have lokale, individuelle aftaler end at skulle overholde aftaler i en overenskomst, som naturligt tager udgangspunkt i større arbejdspladser,” siger Martin Merrild.

Han vil hverken gå ind i den konkrete sag om Jørn Kjær Madsen, som 3F har varslet konflikt mod, eller sætte konkrete tal på antal ansatte på bedrifter, hvor han mener, man ikke nødvendigvis behøver tegne overenskomst.

”Det vil jeg jo ikke sætte tal på. For mig handler det om, hvilken karakter af arbejdsplads, man har; hvilken måde, man arbejder på. Det er vigtigere end antallet. Der skal være mulighed for, at man kan lave sine egne aftaler og ikke nødvendigvis være bundet af en overenskomst,” siger Martin Merrild.

Når det kommer til lønningsniveauet, så mener Martin Merrild, at landbruget naturligvis bør have lønninger, der svarer til lønningerne i det øvrige samfund.

”Vi er i Danmark, og vi synes, at folk skal aflønnes efter kompetencer og arbejdsopgaver uafhængigt af deres nationalitet,” siger Martin Merrild.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.