Morgenposten: Størrelse tæller stadig – markmanden uden lønseddel – eksplosion i traktorsalget

Maskinerne vokser stadig, mens nogle trends peger også den anden vej. Morgenposten ser tilbage på Agritechnica-trends, et stigende traktorsalg og frem mod ugen, der venter os.

God mandag morgen,

Jeg er egentlig lidt rystet over, hvor dårligt vejret har været i weekenden. Og det skyldes nok, at jeg har været ude af land og rige og inde i Agritechnicas haller i 3-4 dage uden at se meget andet end maskiner og neonlys – og rigtigt vejr og vind. Men det problem har jeg så ikke længere.  
Og hvad så jeg og mine kolleger John og Claus egentlig dernede?

Det kræver lidt af en afhandling af komme rundt om det, men vi kan jo godt skære lidt ind til benet her:

Som det plejer bliver landbruget endnu mere højteknologisk. Ukrudtet må snart føle sig truet – udviklingen kommer hele tiden tættere og tættere på, at der kan gødes og sprøjtes(eller bekæmpes på anden vis) indenfor millimeteren.

Morgendagens kabine var også med. Den er bl.a. udstyret med sensorer hele vejen rundt. Læs alt om det i den fremragende artikel:

Sådan en kabine har du aldrig set før

Og så gælder størrelse stadigvæk også – på sin vis. Det er ikke mange år siden, at det var vildt at stå på en messe og forgabe sig over et 30 fods skærebord. Nu gør man det samme med +40 fod. Og der er nogle harver, som godt nok ville få en meget kort arbejdsdag hjemme på den gård, hvor jeg voksede op på Kalundborg-egnen. Og hele efteråret har vi skrevet om sprøjter med et vingefang over halve fodboldbaner. 

Der er også det modsatte. At fremtiden for nogle bliver indkøb af harver, som netop har den størrelse, vi kørte rundt med i 80’erne. Så har man måske bare tre af dem, og så bliver der sat en robot på, der kører rundt med dem – og vupti, så kan de køre 14 timer en dag uden, at der skal skrives lønsedler.

Når vi ser vores mest populære historier, så er det et træk, der går igen: Mange danskere kom forbi Agritechnica – faktisk var vi tredjestørste nation sådan målt på antal gæster. Og for mange danske landmænd og maskininteresserede, så er turen til Hannover jo heller ikke så lang. Tag bare familien Jensen, der talte om glyphosat og store maskiner, som jeg mødte undervejs – eller to venner, der bare skulle forbi John Deere – både den ene og anden dag dernede.

Hvad sker der ellers i branchen for tiden?

Der blev nyregistreret en masse traktorer i oktober, hvilket især kom New Holland og John Deere til gode. Om tendensen holder de sidste måneder af året, må tiden vise.

Jeg tipper at denne uge starter lidt stille, og at mange lige trækker vejret efter mange dage væk fra familien – torsdag skal I dog glæde jer til næste udgave af vores printavis LandbrugsAvisen Maskiner – hvor vi naturligvis afslutter vores store Agritechnica-dækning og tager jer forbi en maskinstation, hvor de seneste mange uger har været højsæson med roekampagnen på Lolland i centrum, ligesom vi besøger en midtjysk maskinforhandler, hvor priserne i værkstedet er presset i bund samtidig med, at forretningen stabilt leverer pæne overskud.

I Randers starter en ny maskinforhandler op – se vores seneste opdatering på udviklingen efter Jysk Maskincenters konkurs og HCP’s indmarch som forhandler der.

Nok med teasere og updates, lad os komme ud af nattøjet og i arbejdstøjet.

Ha’ en rigtig fin uge.

Redaktionschef Christian Juel Jørgensen

PS: Har du et godt tip til ugens profil, handel eller bare en rigtig god historie, så ring til mig på 40283032 eller skriv på mail cjj@landbrugsavisen.dk

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.