»Det handler om at knytte bånd«

»Lær politikerne at kende - når man først kan lide hinanden, finder man også ud af at blive enige,« siger områdedirektør, tidligere spindoktor Morten Høyer.

Uanset hvornår statsminister Helle Thorning-Schmidt vælger at udskrive valg, er valgkampen en realitet nu og her.

Det skal landbruget udnytte bedst muligt, siger Morten Høyer, områdedirektør i Landbrug & Fødevarer og tidligere spindoktor for Karen Hækkerup, adm. dir. i Landbrug & Fødevarer.

»Politikerne er fantastisk lydhøre under en valgkamp. Selv de, der allerede sidder i Folketinget, får sommerfugle i maven: Bliver de nu valgt? De har et stort behov for at komme ud og snakke og trykke hænder. Min klare anbefaling er, at de lokale foreninger tager udfordringen op og knytter bånd til kandidaterne,« siger Morten Høyer.

Sympatien er afgørende

Morten Høyers råd er, at foreningerne dropper traditionelle vælgermøder med samtlige partier fra højre mod venstre. I stedet bør man udse sig nogle få kandidater, man føler sympati for, og som man kan få en reel dialog med.

Det er mere interessant at lytte til, end at skulle lægge øre til oplæsninger af otte-ni forskellige partiprogrammer, mener han.

»Invitér et par stykker med til et bestyrelsesmøde. Fortæl dem, hvad landbruget kan i jeres lokalområde, hvor mange arbejdspladser, I repræsenterer. Fortæl historier om landmænd i lokalområdet, der kan noget særligt. Hør hvad han/hun selv tænker. Knyt kontakten, vær troværdige, så kan de også lide jer! Når man først kan lide hinanden, finder man også ud af at være enige,« lyder analysen fra Morten Høyer.

»Det er fødevaresektoren og den offentlige sektor, der holder landdistrikterne oppe. Det skal kandidaterne have at vide på en positiv måde. For mange af dem aner det ikke!«

Attraktive møder

Morten Høyer understreger, at landmændene og deres foreninger i valgkampen har noget, som er yderst attraktivt for politikerne: De kan trække folk af huse til store møder og repræsenterer dermed mange potentielle stemmer.

»Der kommer ofte flere hundrede mennesker til landbrugsmøder, hvilket er nærmest uhørt i Danmark. Hvis Karen (Hækkerup, adm. dir. i L&F, red.) havde rejst rundt som justitsminister, var der måske kommet 40-50 mennesker på det lokale bibliotek. Hun har ti-doblet sine tilhørere ved at blive administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer! Det er helt unikt for landbruget og skyldes jo, at landmænd er dybt engageret i både deres eget liv og i samfundet som helhed.«

Hjælp din kandidat

Har man som landmand fundet en kandidat, man specielt gerne vil støtte i valgkampen, har landbruget også meget at byde på, siger Morten Høyer. F.eks. er en bigballe på en mark ved en trafikeret vej en både attraktiv og misundt reklamesøjle for de heldige kandidater, der får en valgplakat placeret dér.

»Det er en fantastisk hjælp til en kandidat. Man kan også overveje et tilskud til kandidatens valgkamp - måske bare et par tusind kroner. Et tilskud betyder ikke, at folk gør, som man siger. Men det betyder, at vedkommende bliver lidt mere forpligtet på at lytte til dig,« siger Morten Høyer.

Faktaboks

Kender politikerne

  • Morten Høyer har som konsulent og rådgiver i Socialdemokraternes Analyse- og informationsafdeling været med til at planlægge flere valgkampe for Socialdemokraterne.
  • Han har været spindoktor for adm. dir. i L&F Karen Hækkerup, da hun var socialdemokratisk minister, og han har som ganske ung (23 år) siddet i byrådet i Esbjerg for socialdemokraterne. 
  • I dag er han områdedirektør i L&F, hvor han er med til at planlægge valgkampen fra et nyt perspektiv.
  • Morten Høyer er uddannet folkeskolelærer og cand.scient.adm.

Forsiden lige nu

1. JUN 00:00

SF

Seneste videoer

Se alle