2025-udspil fra L&F og regeringen går samme vej

Landbrug & Fødevarers bud på en vej ud af krisen frem mod 2025, flugter på mange områder tankerne i regeringens 2025-plan

Regeringens længe ventede 2025-plan, som blev præsenteret tirsdag i denne uge, ligger på mange områder ganske tæt på Landbrug & Fødevarers 2025-plan »Vejen ud af vækstkrisen«, som blev offentliggjort mandag. Landbrug & Fødevarers ambitiøse vækstplan præsenterer 35 konkrete initiativer til gavn for både landbruget og dansk erhvervsliv generelt.

»Vi har lavet en 2025-plan, som vi mener har en meget stor effekt, og som vi også mener er realistisk at komme igennem med politisk. Undervejs har vi analyseret os frem til en del af de samme udfordringer og løsninger, som regeringen åbenbart har fundet frem til,« konstaterer Morten Holm Østergaard, erhvervspolitisk chef i L&F.

Hvis blå blok kan blive enige om en aftale tror han, at vi vil se en markant lempelse af top- og bundskatten, et bedre investeringsklima for små og mellemstore virksomheder samt en lavere aktiebeskatning.

Væk med arveafgift

Blandt de emner, som overlapper hinanden i de to 2025-planer, er generationsskifte. Det er tidligere besluttet politisk at reducere afgiftssatserne til 5 pct. ved overdragelse af en erhvervsvirksomhed til næste generation i familien eller til en erhvervsdrivende fond. Frem til 2025 er det nu regeringens ambition at tage det sidste skridt, så der slet ikke skal betales bo- og arveafgift eller overdragelsesafgift ved overdragelse af en erhvervsvirksomhed.

»Nogle af de rigtig vigtige punkter i regeringens oplæg, som vi også har med i L&F’s udspil, handler om bedre vilkår ved generationsskifte. Det opnår man blandt andet ved at fjerne bo- og arveafgiften og sker det, vil det være en stor sejr for os, for det er noget, vi har kæmpet for i mange år,« siger Morten Holm Østergaard.

Lettelse af topskatten

Et helt centralt element i regeringens 2025-plan handler om at lempe topskatten med 5 pct. for personer, der betaler topskat og har en indkomst på mindre end 1 mio. kr. om året. Forslaget flugter med intentionerne i L&F’s eget vækstudspil og vil reducere marginalskatten markant for en stor gruppe af lønmodtagere, forklarer Morten Holm Østergaard, der spår, at forslaget bliver centralt i efterårets forhandlinger.

Satsen på selskabsskatten har stor betydning for både vækst og for danske og udenlandske virksomheders lyst til at investere i Danmark. Derfor har L&F i sin egen 2025-plan haft fokus på en sænkelse af selskabsskatten, siger Morten Holm Østergaard.

»Derfor er vi meget positive overfor regeringens forslag om at ændre selskabsskattemodellen i form af et fradrag for egenkapital-investeringer,« tilføjer han.

Senere tilbagetrækning

Regeringen nævner i sit forslag, at man vil fremrykke indfasning af tilbagetrækningsreformen, så den forhøjelse af pensions- og efterlønsalderen, som er vedtaget, tilpasses så den i højere grad end nu afspejler den faktiske stigning i danskernes levealder. Som kompensation vil regeringen indføre en ny seniorflexjobordning for nedslidte personer. Visitation til ordningen skal ske efter enkle procedurer.

»Vores og regeringens forslag er næsten identiske, så det kan vi også støtte,« siger Morten Holm Østergaard.

Væk med PSO-afgiften

I 2025-planen gentages regeringens tidligere udmelding om, at man vil afvikle PSO-afgiften. Det har Landbrug & Fødevarer arbejdet målrettet på i en årrække. Alene i år forventes fødevareklyngen at betale omkring 750 mio. kr. i PSO.

»Det er uheldigt, at regeringen nu foreslår en længere udfasningsperiode, nemlig seks år, end tidligere. Til gengæld lægger regeringen op til at sænke afgiften næste år, hvilket give fødevareklyngen en umiddelbar lempelse på 90-100 mio. kr. i 2017,« forklarer Morten Holm Østergaard.

Læs mere

Hele L&F’s 2025-plan kan læses på www.lf.dk.

Forsiden lige nu

1. JUN 00:00

SF

Seneste videoer

Se alle