Sydbank meldte offentligt ud i sidste uge, at de eftergiver gæld. De kalder det omdøbning af gæld til ansvarlig lånekapital, som kan indfries til en lav kurs. Lad os nu kalde ting ved rette navn – akkordering.
Andre banker gør tilsvarende i det stille, og flere vil i den kommende tid følge trop, idet landbrugspakkens ene element indeholder en »fordel« for banken ved konvertering til ansvarlig lånekapital. Derved kan kunden igen få positiv egenkapital og derigennem bedre rating, hvilket kan frembringe lavere renter og bidrag. Samtidigt forbedrer banken sin egen rating. Indfrielseskursen sættes efter virksomhedens gældsserviceringsevne, hvor der selvfølgelig tages højde for manglende investeringer i de sidste mange år, herunder eventuelt også mulighed for at få fast rente. Men hvordan vælger for eksempel Sydbank de 60 kunder, som skal tilbydes muligheden, selvom der står, at de skal være effektive og have negativ egenkapital? Det er en umulighed at lave en fair udvælgelse. Hvad med ham, der lige er gået konkurs, men opfyldte »reglerne«? Hvad med ham, der har en renteswap, men godt kan betale ? Hvad med ham, der har lille positiv egenkapital, som bliver lukket?
Dengang jeg var lille
Jeg er født og opvokset på en mælkeproduktionsejendom og har i dag selv et mindre planteavlsbrug. Jeg husker tydeligt diskussioner henover middagsbordet i midt 80’erne og igen i 90’erne omkring akkordering og gældssanering i landbruget. Snakken drejede sig selvfølgelig om det etiske i akkordordning i forhold til dem, som havde passet deres landbrug og ikke var styrtet afsted for at købe dyr jord, voldsom udvidelse eller indgik i finansielle forretninger. Ud fra den økonomiske teori sætter gældseftergivelse markedskræfterne ud af spil. Der er nogle, der bliver belønnet for deres aggressive tilgang. Teoretisk burde alle nødlidende gå konkurs. Jeg ved, at det er barsk læsning for mange, da der er en stor del af de »røde« kunder, som er kommet uforskyldt i økonomisk uføre. Her tænker jeg specielt på for eksempel renteswaps eller for eksempel helt unge mennesker, der har købt på konjunkturtoppen. Misforstå mig ikke, - jeg havde gerne set, at der var kommet en overordnet erstatningssag på renteswaps tilsvarende til mange andre lande. Så var der måske kommet en mere retfærdig gældseftergivelse via renteswaps i stedet for den nuværende ordning, hvor det er mere tilfældigt.
Samme trædemølle
Såfremt flere banker i større grad anvender løsningen med ansvarlig lånekapital, går vi nøjagtig i samme fodspor som 80’ernes og 90’ernes enorme akkordering og gældssanering. Har vi lært noget? Forud for krisen i 80’erne og 90’erne købte vi dyr jord, byggede meget og spekulerede i CHF (senere USD) samt noget, der hed rentearbitrage. Efterfølgende blev den »for megen gæld« fjernet, som var det, vi talte om ved middagsbordet. Om 30-40 år sker det igen, idet jeg er skiftet ud med en juniorkonsulent, finansieringsmanden er også på pension, og der er kommet en ny ung landmand på ejendommen. Ingen har erfaringer med bobler og spekulation i en rigtig god højkonjunktur, som igen løses i en stor lavkonjunktur med akkordering.
Gennemsnitsalder over 60 år
Sydbank skriver, at den økonomiske situation er helt ekstraordinær, hvorfor banken gennemfører ansvarlig lånekapitalprogram. Argumentationen er, at hvis der hældes yderligere ejendomme på markedet, så falder prisen på landbrugsejendommen markant, hvilket ikke er til gavn for nabolandmanden, som ikke får akkord. MEN det er et GÆT. Ingen kender efterspørgslen, hvis der for eksempel sættes 1.000 ejendomme mere til salg. Det kan være, at priserne kun falder med 5-10 procent, idet køberne er der, og kan markedet leve med det? Det er min påstand, at der er en ophobning af unge, der gerne vil købe ejendom, idet der de sidste 10 år har været ganske god søgning til landbrugsskolerne. Modsat 80’erne og 90’ernes akkordering, er gennemsnitsalderen (omkring 62 år) denne gang meget høj på landmanden, og derved løses generationsskiftet på ingen måde – tværtimod. I sidste ende kan det blive en endnu dyrere løsning for banken, netop fordi alderen er høj, - det kan være, at bankerne skal efter det ad to omgange. Personligt kan jeg acceptere lidt gældseftergivelse i det helt små, specielt til unge mennesker, men hvis jeg kan læse i de kommende kvartalsregnskaber fra bankerne, at der kommer flere og flere, eventuelt tusindvis i denne ordning, er det en glidebane uden sidestykke.
Af Jens Schjerning, teamchef og cheføkonom, Agrocura.
