Cheføkonom: Usandsynligt at landbruget rammes hårdt

Faldende fødevarepriser, rentestigninger og uændrede jordpriser er de mest sandsynlige konsekvenser.

Selv om den aktuelle krise på mange måder er voldsommere end finanskrisen, så er den gode nyhed, at Danmark ikke er gået i stå. Antallet af lastbiler, der krydser Storebæltsbroen hver uge, er stort set uændret i forhold til sidste år. Hvor meget, der så rent faktisk er i lastbilerne, er mere usikkert, og efter eksperternes skøn falder bruttonationalproduktet med mindst tre procent i år. Nogle erhverv er meget hårdt ramt. Det gælder f.eks. hotel- og restaurationsbranchen. Når foodservice er hårdt ramt både herhjemme og på eksportmarkederne, så rammer det også afsætningen af højværdivarer som fx oksekød. I hovedparten af landbruget kan man imidlertid glæde sig over, at man ikke er så hårdt ramt af krisen.

»Der er dog et nedadrettet pres på foder og fødevarepriserne. Samtidig er der en risiko for stigende renter«, siger chef-økonom Frank Øland, L&F.

Olie, mad og jord

Krisen har medført et betydeligt fald i efterspørgslen efter olie. Olieproduktionen er ikke blevet reduceret lige så meget som olieforbruget og olielagrene rundt om i verden er nu ved at blive oversvømmet. Det har medført, at olieprisen er mere end halveret siden årsskiftet, så den nu ligger på omkring 20 dollar pr. tønde. Det presser både foder og fødevarepriserne nedad. De lave oliepriser presser fx efterspørgslen efter bioethanol og har medført fald i futurepriserne på soja og majs.

Renterne kan stige, men der er ikke udsigt til store fald i jordpriserne, lyder vurderingen fra Øland:

»Renterne kan godt tikke lidt yderligere opad, hvis krisen trækker ud og finansieringsbehovene til statslige hjælpepakker vokser. Der er dog grænser for hvor meget centralbankerne vil lade renterne stige i den aktuelle situation, og hvis det bliver nødvendigt, vil de skrue yderligere op for deres obligationsopkøb for at presse renterne ned«.

Selv om renterne måske stiger lidt, så er der ikke udsigt til, at jordpriserne kommer til at falde, som de gjorde efter finanskrisen. Op til finanskrisen steg jordpriserne kraftigt, selv om renterne steg i samme periode og perioden ikke var præget af ekstraordinære produktive fremskridt. De aktuelle jordpriser er i langt højere grad i overensstemmelse med det afkast, der kan forventes ved drift af landbrugsjorden.

Faktaboks

Baggrund:

  • Fald i olieprisen på 30 dollar pr. tønde (fald siden årsskiftet) vil alt andet lige føre til et fald i de globale fødevarepriser på ca. 10 pct.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle