DLG: Effekt af frasalg er primært lavere gæld

DLG-koncernen har god fremdrift, viser halvårsregnskab. Der er dog hård konkurrence på svinefoder herhjemme.

I kom ud med en omsætning på 26,7 mia. kr. og resultat før skat på 118,9 mio. Hvordan gik første halvår?

Vi er bestemt tilfredse. Vi fortsætter, hvor vi slap i 2015 med en stærkere kerneforretning, der har fået mere konkurrencekraft. Det gør, at vi har rykket på nogle markedsandele, hvilket vi er glade for.

Hvad har klaret sig godt?

Vi har både samlet set for hele koncernen og også for den danske forretning taget markedsandele på grovvarer og planter. Når vi ser på høsten, har vi i hvert fald fået vores del af kagen med korn. Samtidig går det bedre i Tyskland og Sverige, hvor vi har mere fart i forretningen end sidste år.

Hvad har klaret sig mindre godt?

Der er utrolig hård konkurrence på det danske marked for svinefoder. Markedet falder totalt, og der er overkapacitet. Vi har tilpasset os, men markedet bærer præg af, at andre har brug for at fylde fabrikkerne op. Det er benhårdt. Vi piver ikke, for vi har konkurrencekraft, fordi vi kører med næsten fuld kapacitet på de fabrikker, vi har tilbage.

I har solgt en del virksomheder. Hvor meget har de givet i provenu?

Vi har fået plus, der ligner de 100 mio. kr., vi fik på frasalg sidste år. Men det er ikke hovedårsagen bag regnskabet. Med salget af lysinfabrikken kom vi af med et problembarn. Det var en neutral forretning for DLG samlet, men vi har elimineret en risikofaktor. Gevinsten er især, at vi har barberet af på vores rentebærende gæld, i alt en milliard kroner. Det giver en pæn besparelse på renteomkostningerne (i alt 39,6 mio. kr. mindre end 1. halvår 15, red).

Hvad er forventningerne til hele året?

Vi gør, hvad vi kan for at leve op til det budget, der er lagt og ende med et resultat i omegnen af sidste år. Høsten har jo ikke været så stor, og i en stor kornforretning som vores betyder det noget. Men vi er fortrøstningsfulde, for der er mange positive takter i de andre selskaber.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle