Dokumenteret effekt på rotter efterlyses

Af Flemming Nør-Pedersen, direktør i Landbrug & Fødevarer.

Jens Peter Nielsen, adm. direktør for Skadedyrsfirmaet Anticimex fremfører i debatindlæg i Landbrugsavisen 26. aug. 2016, at skadedyrsbekæmpelsen i fremtiden bliver både lettere, mere effektiv og billigere. Det glæder mig at høre, at skadedyrsbekæmperne nu selv fremfører, at fremtidens rottebekæmpelse kan blive billigere, nu hvor der ikke længere er midler med rotte- og musegift godkendt, der kan anvendes til permanent bekæmpelse. Hidtil har bekæmperne varslet prisstigninger på mellem 200 og 300 pct. for sikringsordninger med baggrund i, at godkendelsen er ændret på det sidste tilgængelige middel på markedet.

Men landbruget er fortsat meget bekymret over, hvad det kommer til at betyde for primærproducenterne, at der ikke længere er midler godkendt, der kan anvendes til permanent bekæmpelse. Forekomsten af mus og rotter er et vilkår på landet, hvor produktionsformen betyder, at der ikke kan skærmes totalt af for mus og rotter. Det sætter vores primærproduktion og frøgræs- og grovarebranchen i en særlig udsat situation. Forekomsten af mus og rotter i nærheden af mennesker, husdyr, fødevarer m.v. kan medføre ødelæggelser og fare for overførsel af sygdomme, som eksempelvis salmonella og campylobacter.

Særligt fjerkræbranchen, med en mangeårig indsats for at opbygge en salmonellafri produktion, er udfordret med de nye restriktioner på brugen af antikoagulanter. Endelig er det i mange situationer et kundekrav, at landmanden har en sikringsordning, hvor der løbende foretages en effektiv bekæmpelse, eller det indgår som et vilkår i landmandens miljøgodkendelse. Det er vi nødt til at tage alvorligt.

 

L&F anerkender behovet for at reducere ophobning af rotte- og musegift i rovfugle og andre dyr. Det er dog bredt anerkendt i hele Europa, at der i øjeblikket ikke findes nogen effektive og konkurrencedygtige alternativer på markedet, der kan erstatte brugen af rotte- og musegift her og nu. Vi har fortsat behov for at kunne anvende rotte- og musegift i en længerevarende overgangsperiode indtil der er konkurrencedygtige, dokumenterede effektive alternativer på markedet. Det er afgørende, at det sker i et tempo og under vilkår, som sikrer, at vi ikke sætter vores høje niveau af fødevaresikkerhed over styr, og at det sker i samme tempo som i resten af Europa, så Danmark ikke går enegang på dette område. Vi er derfor i tæt dialog med Miljø- og Fødevareministeriet, om at finde løsningsmuligheder, der kan sikre en fremadrettet effektiv bekæmpelse af mus og rotter, og hvor landmanden i højere grad selv kan spille en aktiv rolle i bekæmpelsen.

Samtidig ser vi frem til at bidrage til det fremtidige arbejde med at udvikle og teste konkurrencedygtige effektive alternativer, så vi sammen kan holde rottebestanden nede, fastholde fødevaresikkerheden og bidrage til at reducere brugen af gift i rottebekæmpelsen.

 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle