Du risikerer at betale andres 'glemte' afgifter

Nye regler for betaling af serviceydelser betyder, at du fra 1. juli kan risikere at betale din leverandørs skat og moms.

Regeringen ønsker at komme sort arbejde til livs. Derfor har de fra 1. juli indført nye regler for betaling af serviceydelser. Det betyder, at man risikerer at skulle betale sin leverandørs 'glemte' skat og moms, hvis regningen overstiger 10.000 kr.

For erhvervsdrivende gælder reglerne både ved varekøb og serviceydelser. Som privatperson skal man kun være opmærksom på reglerne ved køb af serviceydelser.

Privatpersoner kan derfor roligt købe materialer til gør det selv-projektet. Men får man samtidig leveret håndværkerarbejde, risikerer man at hænge på leverandørens moms- og skatteregning, hvis firmaet ikke har rent mel i posen.

SKAT kan henvende sig uden først at have forsøgt sig hos leverandøren, hvis de vurderer, at man har bedre forudsætninger for at betale.

Betal altid elektronisk

Specialkonsulent i skat hos LMO, Lone Justsen, har gode råd til, hvordan man undgår at hæfte for leverandørens ulovligheder.

"Det nemmeste for dig er, hvis du betaler alle regninger på over 10.000 kr. inkl. moms over banken. Så er du sikker på ikke at komme til at hæfte, hvis nogen glemmer at betale skat eller moms," siger hun i en pressemeddelelse.

Hvis man betaler kontant, skal man indberette betalingen til SKAT senest 14 dage efter, dog senest en måned efter man har modtaget regningen.

Landmænd, der forpagter jord af naboen, hvor forpagtningsydelsen overstiger 10.000 kr., skal følge de samme forholdsregler, hvis man vil være sikker på at få skattefradraget.

Forsiden lige nu

1. JUN 00:00

SF

Seneste videoer

Se alle