Esben Lunde: Krise er ikke noget, jeg kun læser om i avisen

Esben Lunde Larsen har landbruget helt inde under huden og mærker erhvervets udfordringer på egen krop.

Miljø- og fødevareministeren kastede sin egen person ind i debatten med 250 landmænd på Agerskov Kro.

»Kære landmænd. Krise er ikke noget, jeg læser om i avisen. Generationsskifte er ikke et regneark, - det er en familiær virkelighed præget af bekymring. At gå på slægtens jorde og forstå tilknytningen er ikke et digt af Johannes V. Jensen. Jeg står altså ikke og bliver betalt for at besnakke jer. Jeg har en oprigtig interesse i at udvikle det landbrug, som er en del af min egen identitet.«

Esben Lunde Larsen (V) gjorde rede for slægtsgårdens udvikling, og hvordan han og familien alle er syltet ind i landbruget. Gården overtog en bror lige før finanskrisen, mens en søster blev gift med en dyrlæge, og han selv blev minister. Dermed ved han, at der er skæbner bag en familie, der driver landbrug.

»Jeg er vel vidende om, at I ikke synes, at alle regeringens beslutninger er gode. Men vi gør det så godt, vi kan med det sigte for øje, at der også i fremtiden er et dansk landbrug,” pointerede han, inden han slap den store nyhed løs.

»Jeg har en særlig hjælp med i forhold til lov om hold af kvæg. Sammen med en række af Folketingets partier har vi udskudt en række krav, der skulle træde i kraft i år, til 2021. Og forbuddet mod bindestalde bliver udskudt til 2027,« lød det til klapsalver fra salen.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle