Eva Kjer går til minister om dige-sager

500 landmænd i digeklemme. Nu er der behov for klare retningslinjer.

Der er brug for mere klare retningslinjer om, hvilke diger der er bevaringsværdige, og hvilke landmænd skal have lov at sløjfe. Det mener Eva Kjer Hansen (V), efter at partifællerne kirke- og kulturminister Bertel Haarder og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen i juni har opfordret kommunerne til at foretage en konkret udpegning af, hvilke diger der er beskyttelsesværdige.

»Jeg beder nu kulturministeren om et møde og vil tage nogle sager med fra Aabenraa for at vise, hvor absurd det kan være at kræve et dige genetableret,« siger hun.

Først ja, så nej

Landet over er cirka 500 landmænd kommet i klemme, fordi de har fjernet diger. Tirsdag mødte Eva Kjer Hansen landmænd, der uforvarende er kommet i klemme med manglende diger.

En af dem er Claus Wildenschild, Aabenraa, der sløjfede et dige efter at have forhørt sig hos en landinspektør. Da diget ikke var på 4-cm kortet, som kommunerne tidligere fulgte, sagde landinspektøren OK til at sløjfe det, men senere kom der påbud om at retablere det. Diget havde angiveligt været skel mellem to landsbylav. Selv om det viste sig at være forkert, og det lokale museum bekræftede det, fastholdt Natur- og Miljøklagenævnet, at diget skulle genskabes.

»Min retsbevidsthed har lidt et knæk,« siger han.

I et andet tilfælde blev en landmand pålagt at genskabe et dige, som en tidligere ejer havde fjernet, så en halv hektar blev afskåret og ikke kan lejes ud.

»Han er uden skyld og har betalt for meget for jorden, som han fik i en jordfordelingssag,« uddyber Claus Wildenschild.

Firkantede regler

Bent Sørensen (V), formand for Teknik og Miljø i Aabenraa, ønsker også klarere regler og mener ikke, at kommunen i dag altid kan ræsonnere, som de mener ville være det fornuftigste i digesager.

»Det ligger en meget firkantet vejledning,« siger han.

Baggrunden for at bevare diger kan være både kulturhistoriske og miljømæssige.

»Selvfølgelig skal vi bevare gamle stendiger og kirkeveje. Men der er brug for mere fleksibilitet og sund fornuft omkring, hvilke der er vigtige, og hvilke der kun er til gene for landmanden. Nogle kan måske gavne miljøet endnu mere, hvis man flytter dem, så de ikke er til gene for moderne landbrug,« siger Eva Kjer Hansen.

Faktaboks

Diger

  • Et dige kan være alt fra et flot stendige til en uanselig lille jordvold, man knapt får øje på.
  • Siden 1992 har det været forbudt at fjerne visse diger, men en totalregistrering er ikke færdig.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle