Et godt salgsargument

Resultaterne hos svineproducent Søren Hansen med øget fravænningsvægt, højere tilvækst i klimastalden og billigere fodring er ikke nogle, som overrasker Emil Bay Mortensen, der er technical supervisor hos Agilia. Det er firmaet, der har stået for både det første og andet mælkeanlæg, som Søren Hansen har fået installeret.

»De resultater, Søren kan fremvise, er nogle, vi også ser hos andre af vores kunder«, siger Emil Bay Mortensen.

Men hos Agilia er folkene bag mælkeanlægget, der er opstillet hos mange danske soholdere og også begynder at få fodfæste hos europæiske soholdere, alligevel overrasket over, at det forsøg, Agilia lavede tidligere på året i Søren Hansens stalde, viste, at selv små pattegrise har et stort vækstpotentiale.

Hos Søren Hansen viste de mindste grise ved fødsel, at de også kunne drikke og æde igennem og opnår en tilvækst blot ti gram mindre end den gennemsnitlige tilvækst, der var opgjort til 599 gram.

»Vi har fået åbnet øjnene for, at de mindste grise har et stort potentiale. Vi havde f.eks. en gris, der ved fødslen vejede 890 gram. Da den blev fravænnet, vejede den 9,8 kg«, fortæller Emil Bay Mortensen, der samtidig kalder det et godt salgsargument, at firmaets afprøvning har slået fast, at 99 procent af pattegrisene går til mælkeanlægget på dag 21.

Økonomien slår firmaet også på er interessant ved et mælkeanlæg. Heri er Søren Hansen enig.

»Fordi vi har så store fravænningsgrise, er vi nu gået over til, at 70 procent af grisene i klimastalden kommer direkte over på blanding to ved indsættelse. Resten får blanding et, der er dyrere og indeholder zink. Tidligere var det omvendt. Det giver en god økonomisk besparelse«, siger Søren Hansen, der overvejer, om han fremover også skal øge automatiseringen af tørfodertildeling i farestalden.

»Jeg vil gerne øge antallet af fodertildeling af tørfoder i farestalden. Så jeg kunne godt overveje automatisk tildeling af tørfoder i fremtiden«, siger han.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle