Hun er klar til kamp mod afrikansk svinepest

Mange tilfælde af afrikansk svinepest i de baltiske lande og i Polen øger risikoen for, at sygdommen kommer til Danmark.

Forhåbentlig bliver der aldrig i praksis brug for den viden, dyrlæge og ph.d stud. Ann Sofie Olesen tilvejebringer på DTU-Veterinærinstituttet Lindholm.

Derfor er det alligevel nødvendigt, at Danmarks beredskab mod afrikansk svinepest er i top. Siden 2014 har der været over 2.000 tilfælde i vildsvin og 90 ramte tamsvinsbesætninger i EUs østlande.

»Jo bedre vi kender smittevejene, og jo bedre vi er til diagnostik omkring sygdommen, jo hurtigere kan vi reagere, hvis sygdommen kommer til Danmark,« forklarer Ann Sofie Olesen.

»Der bliver meget stille«

I februar gennemførte hun sine første smitteforsøg med 22 grise i Lindholms sikrede stalde.

Grisene blev podet i næsen med virus, der var isoleret fra milten på et polsk vildsvin, der var død af afrikansk svinepest.

»Grise smittet med afrikansk svinepest bliver nedstemte, mister ædelysten og får høj feber, før de dør,« forklarer hun om de typiske symptomer, der også omfatter kramper og blødninger fra næse og tarm.

Men der er også grise, der dør akut uden disse symptomer.

»Når grise er så stille, er man godt klar over, at de er meget syge,« siger hun.

Symptomerne på afrikansk svinepest ligner mange andre sygdomme.

Derfor er sikre diagnostiske metoder vigtige, og dem udvikler og forbedrer personalet på Lindholm løbende.

»Man kan kun stille en sikker diagnose med en laboratorietest. Ikke på symptomer alene,« forklarer hun.

Hvis der opstår mistanke om afrikansk svinepest hos en dansk gris, bliver der straks sendt prøver af grisen til Lindholm.

Her kan man på et til to døgn be- eller afkræfte, om der er tale om afrikansk svinepest.

Meget smitsom

Forsøgsgrise blev podet med den stamme af afrikansk svinepest, man finder i døde grise fra Polen. Forsøgene viser, at virus spredes hurtigt til raske grise.

Kadavere kan også smitte raske grise, ligesom grise, der roder i inficeret gødning, kan blive smittet.

I sit videre arbejde vil hun blandt andet se på, hvor længe virus kan overleve uden for grisen.

»Vi regner med, at virus kan overleve i flere måneder i for eksempel gylle, men det vil vi efterprøve,« siger hun.

5 Anbefalinger om at undgå afrikansk svinepest

  1. Madaffald: Giv aldrig madaffald til svin. Det kan indeholde kød fra inficerede svin. 
  2. Jægere: Er du jæger, så tænk dig godt om når du kommer hjem fra f.eks. vildsvinejagt i Polen. Infektionen florerer netop blandt vildsvin. 
  3. Medarbejdere: Har du medarbejdere fra Østeuropa, så vær opmærksom på karantæneregler når de har været på ferie i hjemlandet.
  4. Lastbiler: Virus kan overleve i gødning. Derfor skal bilerne være rengjorte før de krydser grænsen og kører til danske stalde. 
  5. Mistanke: Får du mistanke om afrikansk svinepest så kontakt din dyrlæge, der igen kontakter Fødevarestyrelsen. De afgør, om der skal indsendes prøver for testning. 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle