Tyske soproducenter vil lukke i hobevis

Ny undersøgelse: Mange tyske soholdere tænker på lukning inden for de kommende år.

151.000 søer er allerede forsvundet ud af den tyske svinebestand i løbet af de seneste fem år.

Reduktionen svarer til syv procent færre søer hos vore sydlige nabo og endnu flere kan være på vej de kommende år, hvis resultaterne fra en stor tysk spørgeundersøgelse fra svineinteresseorganisationen ISN bliver til virkelighed.

Flere end 600 soholdere har deltaget i undersøgelsen, der viser en stor lyst til at droppe søerne i stalden. I den sydlige del af Tyskland erklærer 28,4 procent af soholderne, at de lukker staldene inden for to år. Samme tendens ses i det nordlige Tyskland, hvor 19,6 procent forventer at droppe soholdet inden for to år.

På den lidt længere bane, er andelen af soholdere, der ønsker at droppe livet i sostalden, vokset yderligere. På ti års sigt er det således 60,9 procent og 59,5 procent i henholdsvis Nord- og Sydtyskland, der vil have lukket stalddøren for sidste gang.

Kigger man på de besætninger, der ønsker at droppe soholdet, er det kendetegnende, at det er de mindste besætninger, som vil ud af erhvervet.

I undersøgelsen ser 79,1 procent af besætningerne med flere end 600 søer sig fortsat i erhvervet om ti år, mens det blot er tilfældet for 15,4 procent af besætningerne med op til 150 søer.

Undersøgelsen har også ranglistet årsagerne til, at soholderne ønsker at stoppe. Økonomi er ikke øverst på listen.

Derimod er regler i farestalden og kastration, manglende perskeptiv og samfundets holdning til svineproduktion oftere angivet som årsagen til en fremtidig lukning.

Faktaboks

Undersøgelse

  • Op mod 61 procent i Nordtyskland påtænker at lukke deres sohold i de kommende ti år, viser tysk undersøgelse.
  • Det er især de mindre besætninger, som ikke kan se sig selv i svineproduktionen i fremtiden.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle