Kornkongen er blevet tavs

Christian Bojesen, der går under navnet kornkongen, er gået under jorden, efter det er kommet frem, at han ikke har handlet korn med kunder, som han har sendt en julehilsen til. En fotograf, der har taget billeder af kornhandleren, har heller ikke fået betaling.

Armbevægelserne var store og omsætningen angiveligt på vej op med eksplosiv fart.

Mere end 80 mio. kr. i omsætning et halvt år efter etablering af virksomheden, Skadholm Agro, og endnu mere på vej.

Den unge kornhandler, Christian Bojesen, kom i de store dagblade og på landsdækkende tv og kunne sole sig i mediernes omtale af en fremstormende iværksætter, der også blev indstillet til en iværksætterpris.

Men korthuset ser nu ud til at være væltet.

Efter at Metroxpress for nylig bragte en historie om, at han ikke har handlet korn med nogle af de 32 virksomheder og personer, som han i december udsendte en julehilsen til og takkede for samarbejdet, har Christian Bojesen været som sunket i jorden.

Kender ham ikke

Svineproducent Per Haugaard Sørensen er en af de 32 landmænd på listen, og han bekræfter over for LandbrugsAvisen, at han intet har haft med Christian Bojesen at gøre.

»Jeg kender ham ikke og har aldrig handlet eller været i kontakt med ham,« siger Per Haugaard Sørensen.

Han tror, at han har fået en julehilsen fra Christian Bojesen, fordi han i lighed med de øvrige på listen har en hjemmeside og en offentlig mailadresse. Han ærgrer sig over sagen.

»Det er en uheldig sag - specielt for dem, som er reelle iværksættere,« siger Per Haugaard Sørensen.

Fotograf fik aldrig sine penge

Omtalen af Christian Bojesens tvivlsomme forretningstilgang har også fået fotograf Søren Krabbe Riis til at rette henvendelse til LandbrugsAvisen.

Tilbage i februar fik han til opgave at tage billeder af Christian Bojesen. Pengene for opgaven har han aldrig set.

»Jeg har sms’et og mailet til ham uden svar. Så jeg har opgivet at få mine penge, men jeg er egentlig mere træt af, at der florerer nogle af mine ikke-færdig-redigerede fotos på internettet,« siger han.

Søren Krabbe Riis tog billeder af den unge kornhandler på en gård i Nordthy - en aftale, som Christian Bojesen fik sat i stand.

»Jeg spurgte landmanden, om han var kunde hos Christian, da jeg fotograferede. Det var han ikke, og det undrede mig, hvorfor vi så skulle være på den gård og ikke hos en af hans kunder,« fortæller han.

Stopper ansættelsesforhold

Christian Bojesen har ved siden af sin kornhandel arbejdet som elev på Overgaard Gods. Det fortalte han LandbrugsAvisen, da han blev interviewet tilbage i august 2014.

Ansættelsesforholdet bekræfter direktør på Overgaard Gods, Claus Berggren.

»Jeg kan bekræfte, at han var ansat som elev i vores stald. Men han blev indlagt et par dage i december i forbindelse med et fald på en lokal bar, siden har vi ikke set ham, og så stoppede ansættelsesforholdet,« fortæller Claus Berggren.

LandbrugsAvisen har forsøgt at kontakte Christian Bojesen. Han har ikke svaret tilbage.

Faktaboks

Kornhandler

  • Christian Bojesen etablerede sig som kornhandler i forsommeren 2014. 
  • Inden årets udgang havde han ifølge egne udmeldinger solgt korn for 80 mio. kr. 
  • Sender julekort til 32 firmaer og landmænd i december. Mindst 31 af dem har ifølge Metroexpress ikke handlet med ham.

Forsiden lige nu

1. JUN 00:00

SF

Seneste videoer

Se alle