Kornprisen træder vande

Prissætningen af EU-hveden har ikke budt på sindsoprivende bevægelser. Tværtimod har prisen for gammel høst været låst fast lige under 200 euro og ny høst lige under 190 euro. Ingen af de to priser har fundet moment til at bryde op over disse prisniveauer.

Så går det anderledes for den amerikanske hvede. Her har prisen leveret en perlerække af stigninger, hvilket har sendt prisen op med 13 pct. i løbet af februar. Amerikanerne vejrer morgenluft på eksportmarkederne – også fordi dollar er faldet og dermed har øget konkurrenceevnen af US-hveden.

Endelig står det fortsat skidt til med de amerikanske hvedeafgrøder. I hvedebæltet er der nemlig faldet langt mindre vinternedbør end normalt. Det har sat sine spor på den aktuelle afgrødetilstand. Endnu vigtigere er dog, at vækstsæsonen på disse breddegrader normalt er både tør og varm, hvorfor det er helt afgørende, at rodzonen er vandfyldt efter vinteren – og det er den ikke i år!

USDA meddelte tillige i sidste uge, at man forventer, at hvedearealet falder med 1,2 pct. og majsarealet med 3,5 pct. Arealnedgangen er stort set som forventet, men det ændrer selvfølgelig ikke ved, at det giver næring til nervøsitet for den amerikanske kornproduktion.

Maltbygmarkedet

Gammel høst, men især ny høst, har lagt lidt til prisen i de sidste par uger. I begge tilfælde er årsagen et løft i den bagvedliggende foderbygpris. Har man usolgt gammel høst på lager, mener jeg dog fortsat, at man skal lade det ligge og håbe, at det forestående forårsmarked kan give lidt vejrlig modgang, som kan løfte priserne.

Ny høst kan i øjeblikket indbringe 137-140 kr. (ab gård, frit læsset i januar) – fem kr. mere end for blot to uger siden. Har man endnu ikke delsolgt af ny høst, mener jeg til gengæld, at det er fornuftigt at foretage et risikospredende delsalg til det aktuelle prisniveau. Det er – som altid – også mulig at finde købere, der vil betale mindre end 137-140 kr. Løber man ind i den slags, er løsningen ikke at betvivle mine prisoplysninger men at ringe til en anden opkøber.

Raps-markedet

Mens kornprisen har budt på en flad prisudvikling, har rapsen opført sig helt utilregneligt i de sidste par uger. Markante stigninger den ene dag og lige så markante fald den næste. Fundamentalt er det svært at finde en bæredygtig forklaring på udviklingen ud over, at Canada stadigvæk kæmper med at få deres rekordhøst ud på verdensmarkedet men har både vintervejret og strejker som vægtige modspillere. Det har sendt priserne op, hvorefter spekulanternes profittagning har sendt den ned igen.

Jeg fastholder, at man skal få færdigsolgt gammel høst og tage en hurtig stigning som en mulighed for en hurtig ekstra gevinst og ikke som starten på en længere og stabil optur. Vi afventer fortsat delsalg af ny høst.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle