MFere om Arilds skovsag: Skørt og helt hul i hovedet

Folketingspolitikere undrer sig over Skats syn på en syv hektar stor skov.

»Det virker skørt.«

»Det skurrer i mine ører.«

»Det er helt hul i hovedet.«

Sådan lyder det fra tre medlemmer af Folketinget om den afgørelse, Skat har foretaget i sagen om skovejer Arild Frederiksens skov på syv hektar ved Ringe på Fyn.

I den nævnte rækkefølge kommer ordene fra henholdsvis Hans Chr, Schmidt, Venstre, Troels Ravn, Socialdemokratiet, og Mike Legarth, Konservative.

Ifølge Skat er den fynske skovejers skov en hobby, fordi den efter 14 år ikke havde givet overskud. Derfor må skovejeren ikke trække underskuddet fra.

»Det lyder skørt. Umiddelbart lyder det, som om der er noget galt, og jeg vil nu sætte mig nærmere ind i sagen,« siger Hans Chr. Schmidt, folketingsmedlem for Venstre.

Også for Troels Ravn, der er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, lyder Arild Frederiksens skattesag, som om der er noget galt.

»Skat skal have forståelse for, at skovbrug er et erhverv, hvor gevinsten ligger og venter ude i fremtiden - og da især når skovejeren har plantet løvtræer, der har en længere omdriftstid end nåletræer. At Skat kræver forrentning så hurtigt, skurrer i mine ører, og jeg vil nu stille spørgsmål til skatteministeren om sagen,« siger Troels Ravn.

Heller ikke Mike Legarth, MF for Konservative, forstår Skats afgørelse:

»Jeg kender mange virksomhedsejere, der har haft underskud i en årrække, og det skal være lige så attraktivt at være skovejer som ejer af enhver anden virksomhed. Vi er nødt til at tage sagen op og se på, om der er noget, der skal ændres,« siger Mike Legarth.

Faktaboks

Arilds skov

  • April-maj 1997: Arild Frederiksen planter de første 4 hektar skov.
  • April-maj 1998: Arild planter de sidste 3 hektar skov.
  • Marts 2014: Skat skriver til Arild, at hans skov ikke længere betragtes som en virksomhed. 

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle