Nu skal der indberettes mere ved slagtninger

Fra 1. april er det slut med at indberette fødevarekædeoplysninger én gang årligt. Fra da af skal det ske før hver slagtning i besætningen efter, at EU har underkendt den danske praksis.

En underkendelse af dansk praksis for afgivelse af fødevarekædeoplysningerne får nu konsekvenser for de danske producenter af kvæg, svin, får og geder.

Fra 1. april skal de indberette fødevarekædeoplysninger forud for hver slagtning i stedet for kun at skulle gøre det én gang årligt.

Dermed øger også arbejdsmængden ved skrivebordet.

»Ændringen skyldes, at EU har underkendt den hidtidige procedure. EU mener simpelthen ikke, at det er tilstrækkeligt kun at bekræfte, at man behandler sine dyr med medicin efter gældende regler én gang årligt,« forklarer afdelingsleder i Kvæg IT Vibeke Christensen, Videncentret for Landbrug.

Erklæring gælder to uger

Videncentret for Landbrug, Kvæg, oplyser, at erklæring om fødevarekædeoplysninger af praktiske årsager er gældende i to uger fra udstedelse.

Det sker, da der eksempelvis vil være helligdage, som kan gøre, at indberetningstidspunktet bliver forskudt i forhold til det tidspunkt, hvor dyret reelt bliver slagtet.

Producenter, som leverer slagtedyr flere gange i løbet af en to ugers periode, vil ligeledes kunne nøjes med én indberetning.

Fire muligheder for indberetning

Indberetningen kan ske elektronisk på to måder:

Enten kan man indberette via landmand.dk, hvor man efter at have logget ind vil se en boks med titlen »Indberetninger af fødevarekædeoplysninger«.

Man kan også som hidtil indberette via landbrugetsindberetning.dk.

Ved nogle slagterier vil det også være muligt at indberette, når man tilmelder dyr til slagtning.

Ligeledes vil det stadig være muligt at indberette via en indsendt formular.

Ingen indberetning - ingen slagtning

Fremover vil slagterierne kontrollere, om fødevarekædeoplysningerne er indberettet korrekt, at oplysningerne er i orden.

Er indberetningen ikke foretaget, afvises dyret til slagtning, indtil fødevarekædeoplysningerne er i orden.

Trods de nye indberetningsfrister er der ikke ændret i de oplysninger, som skal indberettes.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle