Slut med atforskelsbehandle

Miljøstyrelsen har netop erklæret det ulovligt at lade enkelte landmænd betale for at få en hurtig miljøgodkendelse fra kommunen. Det har Tønder og Varde kommuner ellers praktiseret for at få bugt med den store bunke af ubehandlede miljøansøgninger.

Jeg har nu aldrig været i tvivl om, at det måtte være ulovligt, når en offentlig myndighed i den grad gør forskel på borgerne. I Tønder lader man en enkelt landboforening udvælge syv landmænd, der så pludselig kan få en godkendelse inden for et halvt år. Jeg forstår stadig ikke, hvordan et privat firma kan få en godkendelse igennem fire gange så hurtig som kommunen selv. Men hvis det virkelig er vejen frem, så skal ordningen selvfølgelig gælde alle og til ens pris. Det er ikke rimeligt, at hurtigheden i sagsbehandlingen skal være afhængig af, hvem der betaler.

Jeg kan godt forstå de få landmænd, der griber chancen til at få en stor byggesag hurtigt igennem, når den byder sig. Men jeg kan også forstå de mange, der føler det som ekstra salt i såret at læse om fremgangsmåden i pressen, når man selv må vente i årevis med selv små ansøgninger.

Senest har enkelte Christiansborg-politikere foreslået et loft på et halvt år for sagsbehandling af miljøansøgningerne, og det lyder jo rigtig godt. Men vil politikerne virkelig gøre noget her og nu for at komme ventetiden til livs, skulle man se at få ændret administrationen af miljøgodkendelsesloven, så små miljøforbedrende ændringer i bedriften ikke skal udløse den helt store miljøgodkendelse.

Det ville sikre en hurtig behandling af disse sager og gøre bunken af ventende ansøgninger mindre.

Og ikke mindst vil det gøre mange landmænd og håndværkere glade.

Erik O. Petersen

Sønderjyllands Familielandbrug,

formand for Landbrugsrådgivning Syd.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle