Svinepriser i 2010 på linje med 2009

I perioden omkring nytår får vi traditionelt et dyk i noteringen. I år var desværre ingen undtagelse. Således blev Danish Crowns notering reduceret med 20 øre i uge 51 og med yderligere 40 øre i uge 52.

Det er en svagere efterspørgsel, der presser priserne her efter julehandlen er afsluttet, samtidig med at der er et pænt stort udbud af svin og svinekød oven på helligdagene.

Der var heller ikke megen opmuntring at hente i den nye noteringsprognose fra Landbrug & Fødevarer, der blev offentliggjort medio december. I forhold til den forrige noteringsprognose fra midt i september, er prisforventningen til 2010 nedjusteret med 25 øre.

Årsagen til nedjusteringen skal findes i nye tal for forventningen til produktionen af svinekød i EU i 2010. Hvor der for bare tre måneder siden var forventet en lidt lavere produktion end i 2009, ventes der nu en produktion, som bliver lidt større end sidste år.

I den seneste prognose forventes en noteringsudvikling i 2010, som ikke vil ligge langt fra udviklingen i 2009, men dog med en lidt højere gennemsnitlig notering end sidste år. Når der - trods en lille stigning i EU-produktionen af svinekød - alligevel forventes et lidt højere prisniveau i 2010, skyldes det dels forventning om en faldende nordamerikansk produktion, dels at der er tegn på en generel bedring af den finansielle krise. Det sidste vil give mere stabile forhold for den internationale handel med svinekød.

Det internationale analyseinstitut Gira offentliggør traditionelt her omkring årsskiftet deres forventninger til produktion og handel med svinekød i EU og resten af verden for det kommende år. For 2010 forudser GIRA - ud over en mindre stigning i EU's produktion på en pct. ¿ stigninger i Kina på tre pct., i Brasilien på tre pct. og i Rusland på fire pct. Omvendt forventer analyseinstituttet faldende produktion af svinekød på det nordamerikanske marked, hvor den i USA og Canada samlet set ventes at falde to pct.

For hele verden forventes en stigning i produktionen af svinekød på 1,6 pct. i år. Her vægter Kina dog voldsomt med mere end halvdelen af verdens samlede produktion. Ser man bort fra den kinesiske produktion, ud fra en forudsætning om at kineserne selv forbruger hele deres egen produktion af svinekød, bliver der tale om en uændret produktion af svinekød i resten af verden i 2010 i forhold til 2009.

Hvad angår verdenshandlen med svinekød i 2010, dvs. de mængder svinekød der handles over landegrænser, giver GIRA udtryk for behersket optimisme. Efter at verdenshandlen med svinekød for første gang i mange år tog et markant dyk i 2009 på omkring 15 pct., forventer GIRA en lille stigning i år på tre pct. Sidste år blev handlen negativt påvirket af faldende import af svinekød til Kina og Rusland. Særligt den russiske efterspørgsel var stærkt negativ, påvirket af finanskrisen. Her forventer GIRA en lille bedring i 2010, så den russiske import af svinekød kan stige lidt på trods af en stigende russisk egenproduktion. For de to andre store importørlande i verden, Kina og Japan, forventer GIRA uændrede importmængder i år.

Så alt i alt tegner der sig på nuværende tidspunkt et billede med et rimeligt stabilt svinekødmarked i 2010 i forhold til 2009. Men vi ved jo af erfaring, at der kan indtræffe mange uforudsete ting i løbet af året som ikke lå i kortene ved indgangen til året.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle