Efter tre års bøvl med ny lov: Minister arbejder på at få traktorer op i fart

Der har været problemer med at få traktorer registreret til at måtte køre 40 km/t. Transportministeren er på sagen, lyder det.

Det er efterhånden snart tre år siden, færdselsloven blev ændret, så traktorer lovligt skulle kunne køre 40 km/t på vejen.

Flere ting har dog stået i vejen for, at "Tempo 40-ordningen" blev rullet rigtigt ud, men transportminister Benny Engelbrecht (S) lover nu, at han er på sagen. 

"Jeg er bekendt med, at branchen har påpeget forhold ved Tempo 40-ordningen, som ikke fungerer efter hensigten. På den baggrund er der igangsat et projekt om tilpasning af ordningen, så udfordringerne ved Tempo 40-ordningen bliver løst", lyder det i et skriftligt svar fra ministeren til landbrugsavisen.dk.

masser af bøvl

I september lagde Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen pres på ministeren for at få ordningen i gang.

Han påpegede blandt andet, at hverken færdselsloven eller Køretøjsregistret er blevet indrettet efter ordningen.

Samtidig har det vist sig vanskeligt at teste bremseevnen, og til sammen har udfordringerne gjort det vanskeligt for især traktorer, der er indregistreret før 2017, at få lov at køre 40 km/t mod de nuværende 30 km/t.

regler skal tilpasses

Ministeren har sat sine styrelser på sagen.

"Vi sigter blandt andet efter at tilpasse de køretøjstekniske regler, så de danske regler harmoniserer bedre med EU-typegodkendelsesreglerne. Derudover er der igangsat en dialog mellem Færdselsstyrelsen og Motorstyrelsen om ændring i DMR, så registrering af Tempo 40-køretøjer kan fungere bedre i praksis. Den påpegede problematik i forhold til dokumentation for bremseevnen på påhængskøretøjer søges samtidig løst", lyder det fra Benny Engelbrecht, der tilføjer:

"Formålet med det igangsatte projekt er at få Tempo 40-ordningen til at fungere i praksis som oprindeligt tiltænkt".

uvis deadline

Transport- og Boligministeriet oplyser, at tilpasningen af de køretøjstekniske regler forventes gennemført i løbet af 2020.

Hvad angår ændringerne i Køretøjsregistret og problematikken omkring bremseevnen, så er ministeriet ved at håndtere disse ting sammen med Motorstyrelsen og branchen.

Landbrug & Fødevarer er derudover ved at udvikle en særlig bremsestand, der kan teste bremseevnen hos traktorerne.

Der ligger ikke et tidspunkt for, hvornår dette er løst, men ministeriet oplyser, at ændringerne skal gennemgøres så hurtigt som muligt.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle

1. JUN 00:00

SF