Foder til rejer i Vietnam er også en del af Danmarks fødevaresektor

Der er tæt på 12.000 kilometer fra Brande til deltaet ved Mekongflodens udløb fra Vietnam i det Sydkinesiske Hav.

Af Mikkel Bang Andersen, L&F

I Brande har BioMar sit hovedkvarter. Herfra har virksomheden siden 1962 produceret foder til opdræt af fisk i dambrug. Det var danske ørredopdrættere, der havde opdaget fordelene ved at bruge tørfoder fremstillet i USA. Og hvorfor ikke fremstille det selv?

Som sagt, så gjort. Og her 60 år efter leverer BioMar foder til omkring 90 lande, til mere end 45 forskellige arter fra 17 produktionsanlæg rundt om i hele verden.

Et af dem ligger i deltaet syd for Ho Chi Minh City, og her var den danske delegation inviteret på besøg. Fabrikken er etableret gennem et partnerskab mellem BioMar og Viet-UC Group, der er én af Vietnams største opdrættere af rejer.

Med en voksende verdensbefolkning, skal der produceres flere fødevarer og mere protein – det gælder både på land og til vands. Ifølge FN’s Fødevare- og Landbrugsorganisation, FAO, spiller akvatiske fødevarer en ”stadig mere kritisk rolle i fødevareforsyningssikkerheden”.

På verdensplan var produktionen af fødevarer fra akvakultur steget med mere end 30 procent fra gennemsnittet i 00’erne og mere end 60 procent fra 90’erne. FAO understreger ret eksplicit, at der er behov for ændringer og omstilling af produktionen, så den bliver mere bæredygtig.

Og her spiller foderet altså en vigtig rolle i forhold til at producere så effektivt som muligt. BioMars foderblandinger er nøje tilpasset til lige præcis dén art og dét miljø, hvor blandingen skal bruges.

Tre spørgsmål til: 

Benjamin Rugholm, direktør for Kommunikation og public relations i Foss

Hvordan er Foss til stede i Asien?

Vores første selskab i Asien åbnede vi i Japan for 50 år siden. Sidenhen har vi også åbnet selskaber i Korea, Kina, Indien, Thailand og senest i Vietnam i 2018, hvor vi i dag har 15 ansatte. Foss er til stede i over 100 lande i hele verden, med egne virksomheder i godt 30 og distributører i resten.

Hvad efterspørger Vietnam fra jer?

- Det er især kvalitetssikring af foder til dyr, der er brug for, og også kvalitetssikring af mælk og andre mejeriprodukter. Middelklassen i Vietnam vokser sammen med den økonomiske vækst, og det skaber øget efterspørgsel efter fødevarer af højere kvalitet.

Hvordan ser Foss på udviklingen i Sydøstasien?

- Ligesom i Vietnam, så oplever vi, at hele regionen vækster, hvilket skaber mange muligheder for analyseløsninger som vores til kvalitetssikring, produktionsoptimering og -kontrol. Meget simpelt sagt bevæger en stor gruppe sig fra at have tre køer i baghaven til at handle i supermarkedet efter produkter med fokus på høj kvalitet – og den rejse hjælper vi meget gerne producenterne med.

Samtidig spiller kvalitetssikring en vigtig rolle, og her kommer en anden dansk virksomhed fra fødevaresektoren ind i billedet. Foss Analytical fra Hillerød leverer nemlig en del af det analyseapparat, der er med til at sikre kvaliteten.

Alt det er også en del af den danske fødevaresektor, der spænder helt utroligt bredt. Danske løsninger bidrager til en mere klimaeffektiv produktion af fødevarer i hele verden med viden, teknologi, produkter og alt andet fra hele værdikæden.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle