6 løsninger til en klimasmart grisestald du bør overveje

Se gennemgangen af seks klimasmarte løsninger, du bør overveje ved renovering eller nybyggeri af grisestald.

Af Preben Høj, konsulent, LandboNord

Ved renovering eller byggeri af nye grisestalde skal man overveje hvordan man bedst muligt forbereder sig til de forventede krav til anlægget med hensyn til reduceret CO2-udslip.

Hvis man har så mange strenge at spille på som muligt, vil det være nemmere at vælge de løsninger som giver den laveste driftsomkostning. 

Der er ikke taget udgangspunkt i generelle effektiviseringer af produktionen, energieffektiviseringer eller gulvtyper.

Den følgende liste med teknologier skal overvejes inden etablering. 

1. Gyllekøling

En udbredt og billig teknologi, som har være brugt i mange år, på grund af effekt på både lugt og N-fordampning fra staldene.

Slangerne bør lægges ned i alle gyllekummer, uanset om der er miljøkrav eller ej, så man kan tilslutte en varmepumpe senere. Gyllekøling reducerer metan-udslip fra stalden. 

Man kan reducere varmeprisen til ca. 20-25 procent pr. kwh i forhold til el-prisen med en varmepumpe.
Fremløbstemperaturen ligger omkring 50 grader, så varmeanlægget skal være dimensioneret anderledes end ved f.eks. oliefyr.

2. Hyppig udslusning af gylle

Ved at sørge for at gyllen ikke bliver for tyk og gammel inde i stalden, reduceres metanproduktionen i gyllen.

Den enkleste måde er naturligvis ved at løfte alle gyllepropper hver eller hver anden uge, men det er ikke en medarbejdervenlig løsning. Derfor arbejdes der med at udvikle systemer til tømning af hele sektioner med en ventil direkte på 315 mm røret, enten manuelt eller ved hjælp at en elektrisk styret aktuator.

Ved vask skal man være mere opmærksom på at få spulet mere i kanten af gyllekummerne, så der ikke opbygger sig et lag længst væk fra hullerne. 

Systemet skal opbygges så man kan tømme én sektion ad gangen, så der ikke slipper luft fra stald til stald gennem gyllerøret i perioden efter tømning. Det stiller krav til føringen af gyllesystemet.

3. Linespil

Denne type har været meget brugt de senere år i løbe- og drægtighedsstalde til søer, da systemet giver mulighed for anvendelse af store mængder halm.

Gyllen bliver på denne måde udsluset dagligt og bliver derfor hverken tyk eller gammel på samme måde som under hyppig udslusning.

I sektionerede stalde skal tværkanalen føres på en måde, så der ikke kan komme luft fra stald til stald.

Der udvikles på en løsning med udslusning via en kumme i hver sektion. 

4. Gylleforsuringsanlæg

Her bliver gyllen udsluset fra stalden og forsuret i en fortank via et automatisk system. Overskudsgylle til lagertanken er ligeledes forsuret, så metandannelsen i lageret bliver også reduceret.

Løsningen egner sig bedst til et barmarksprojekt, så gylleløsningen er den samme i hele anlægget.

5. Forberedelse til levering til biogasanlæg

Afgasset gylle udleder mindre metan til omgivelserne fra lagertanken.

Hvis man forventer at skulle levere frisk gylle til biogasanlæg fra fortanken, skal denne forberedes til at kunne rumme mindst eet vognlæs gylle og i praksis noget mere.

Levering til biogasanlæg kan også kombineres med samtidig flytning af gylle til fjernt placeret gylletank. 

6. Overdækning af gylletank

Der forventes en reduceret metan-udledning med overdækning.

Derfor skal tanken være forberedt for overdækning, såfremt det ikke allerede er et krav i miljøgodkendelsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle