Bedrift med 1.100 søer: Vi overvejer at udvide klimastalden til 43 grise pr. årsso

På Frihedslund gør man sig tanker om at udvide klimastalden, så den kan aftage en produktion på 43 grise pr. årsso. Nu kan den kun tage 28 grise pr. årsso, hvor præstationen her og nu ligger på 38,3 grise pr. årsso.

Klimastalden på Frihedslund ved Ruds Vedby på Vestsjælland kan slet ikke følge med søernes mange fravænnede smågrise.

De knap 1.100 søer præsterer 38,3 grise pr. årsso i gns. pr. år, og klimastalden kan kun aftage, hvad der svarer til 28 grise pr. årsso.

»Nu gøres der tanker om at udvide klimastalden, så den kan aftage en smågriseproduktion svarende til, at søerne i snit hver afleverer 43 grise på årsbasis«, fortæller Christina Kanstrup, der er driftsleder på Frihedslund.

Det betyder, at en del smågrise nu sælges som 7 kgs. Resten som 30 kgs efter en periode i den nuværende klimastald. Der er fast aftager af smågrisene i Danmark.

Overvejelser om udfasning af zink

Når grisene fravænnes ved ca. 6 kg efter 32 diegivningsdage hos soen, får de 2.500 ppm zink, og det sikrer, at der ikke er problemer med diarré ved fravænning.

Zink skal jo udfases, og den udfordring har man ikke taget fat på endnu, men det er et fremtidsscenarie, man ikke helt har den sikre løsning på, men som Christina Kanstrup siger:

»Det kunne måske være, at grisene skal være lidt større ved fravænning«.

Hvordan det skal ske er ikke besluttet, men i overvejelserne er at installere et mælkekoppeanlæg i farestierne, så grisene sikres alt det mælk, de kan drikke, også de svage, som i dag må ’nøjes’ med de bageste patter hos soen.

Christina fortæller, at der altid beholdes det antal pattegrise, der svarer til antallet af soens patter. Resten flyttes til ammeso.

I klimastalden praktiseres en slags fasefodring, hvor ialt seks blandinger kommer i spil. Der har været lidt Lawsonia udfordringer ca. en uge før salg med behandling til følge. Nu vil man kigge på, om man via fodringen kan løse dette problem.

Smågrisene er runde og trivelige, og de udnytter foderet godt med 1,71 FE pr. kg tilvækst. Det betyder, at 1 kg tilvækst koster 3,43 kr. Det er et flot resultat, hvor gennemsnittet herhjemme ligger på 3,86 kr. pr. kg tilvækst.

Foderforbruget hos søerne ligger oå 1.350 FEso pr. årsso, hvor gennemsnittet ligger på 1.423.

Fodringspraksis omkring faring på Frihedslund kan du læse meget mere om i magasinet SVIN SPECIAL, der udkommer 28. maj.

 

 

Faktaboks

Kort om Frihedslund

1.100 årssøer med 38,3 grise pr. årsso

Foderforbrug klimastald: 1,71 FE pr. kg tilvækst

I klimastalden koster 1 kg tilvækst 3,43 kr.

Dyrker 671 ha med traditionelt sædskift

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle