Derfor elsker danskerne at hade svin

Svinebranchen er helt tæt på danskerne på en række sårbare områder som fødevaresikkerhed, sundhed og miljø, siger eksperter.

De fleste danskere spiser svinekød på daglig basis, det kan være rullepølsen på madpakken eller frikadellerne til aftensmaden. 

Derfor er medierne særligt interesseret i netop svinebranchen, fortæller Lise Westphal, direktør og partner i PrimeTime Kommunikation til Foodculture.dk:

”Journalisternes udgangspunkt er altid, at de går efter den gode historie. Og hvis der er et stort antal borgere, som kan blive berørt og derfor også oprørt over en given sag, er der også stor risiko for, at sagen kan udvikle sig til en mediekrise,” siger Lise Westphal.

”Jo tættere man kommer på den enkelte dansker, jo større potentiale. Og man kan næsten ikke komme tættere på end med et produkt, man putter i munden.”

Fire områder med særlig risiko for mediestorme

Virksomheder og brancher er, ifølge Lise Westphal, særligt udsatte for negative historier i pressen, hvis de opererer inden for områder, der:

  1. Rammer almindelige mennesker – herunder fødevareskandaler
  2. Er sundhedsskadelige eller farlige på anden vis – herunder sundhedsvæsenet, der fx frygter MRSA
  3. Forarger danskerne i forhold til CSR – herunder dyrevelfærd og hensyntagen til miljøet og naturen i svineproduktionen
  4. Rammer almindelige menneskers pengepung – sjældent at mediestorme rammer svinebranchen på dette område

Svinebranchen falder ind under tre af de fire risikogrupper, som Lise Westphal arbejder med, når hun rådgiver om krisekommunikation:

”Det gør svin til et meget interessant og følsomt område, som hurtigt kommer til at berøre mange mennesker på den ene eller anden måde. Derfor er det ofte en god historie for medierne, og så skal der måske ikke den helt store skandale til for at få mediemøllen til at køre.”

Mad-trend sætter svin på dagsordenen

Når svinehistorier fylder godt op i aviser og tv-flader i disse år, hænger det sammen med, at mad og etisk fødevareforbrug har stor offentlig bevågenhed for tiden og står højt på mediernes dagsorden. Det vurderer Gitte Meyer, der er seniorforsker ved Center for Civilsamfundsstudier på CBS. Det betyder, at alle aktører, der arbejder med fødevarer får særligt mediefokus. 

”Den danske svinebranche producerer og eksporterer så store mængder svin, at også mennesker uden tilknytning til landbruget kan føle en form for medansvar i forhold til denne produktion. Derfor tiltrækker området sig også naturligt mediernes opmærksomhed, når mad og etiske fødevarer i forvejen i den grad fylder mediebilledet,” siger Gitte Meyer, som blandt andet har forsket i journalistikkens filosofi.

Nutidens svin påvirker også kommende generationer

Omfanget af den danske svineproduktion er desuden et afgørende kriterie for, hvilke historier DR prioriterer i deres sendeflade, fortæller DR-journalist Kristian Sloth til Foodculture.dk.

”Svineproduktionen er en mægtig industri, der er massivt til stede over hele Danmark. Det er en meget større produktion end alle andre områder i dansk landbrug, så det, der foregår, påvirker både os selv nu og her. Men det berører også vores børn og børnebørn langt ud i fremtiden.”

Kristian Sloth afviser dermed, at DR særligt opdyrker kritiske historier om svinebranchen.

Vi er alle tæt på svinebranchen i hverdagen

Lise Westphal er enig i, at medierne ikke er særligt efter svinebranchen. Men området er tæt på de fleste danskeres hverdag, og netop derfor skal der ikke så meget til, før det bliver en interessant historie for de landsdækkende medier, mener hun.

Dertil kommer, forklarer Lise Westphal, at når først en virksomhed eller branche har været udsat for en mediestorm, skal der kun ganske lidt til, før sagen kommer til at køre igen:

”Man skal som virksomhed eller branche virkelig sørge for at få ryddet op efter en mediestorm. Der må ikke være det mindste at komme efter, og det kan jeg forestille mig er svært i en branche med tusindvis af landmænd, hvor bare én skal træde ved siden af, før de negative historier ruller igen.”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle