Jo mere rod omkring staldene, jo flere rotter

Rodebunker er rotters foretrukne gemmested. Har de samtidig adgang til foder, er de svære at slippe af med.

10 landbrugsejendomme i Esbjerg Kommune havde i mere end 5 år haft problemer med rotter trods massiv udlægning af gift.

Derimod havde ingen af ejendommene gjort noget ved årsagen til problemet.

»De blev ved med at have rotter, fordi de ikke fjernede de store bunker skrot og affald langs bygninger, der var rotternes gemmesteder«, fortalte rotteekspert Peter Weile, Weile Skadedyrsrådgivning, i et indlæg på Grisekongressen.

Der var heller ikke fjernet foderrester på de 10 ejendomme, så ud over gode gemmesteder var der også rigelig adgang til foder.

Sammen med Esbjerg Kommune besøgte Peter Weile de 10 ejendomme og snakkede forebyggelse frem for mere udlægning af gift.

»Det drejede sig først og fremmest om at få ryddet op langs bygninger, så alle ydermure var frie«, forklarede han.

Dernæst blev adgangen til staldene blokeret. Flere ejendomme havde for vane at have porte stående på klem eller have åbne ventilationskanaler, som rotterne kunne bruge som indgang. Begge dele blev lukket.

Efter at disse forhold var bragt i orden, blev 7 af de 10 ejendomme fri for deres rotteproblem.

»Så længe man ikke fjerner årsagen til, at man har rotter, hjælper det ikke at lægge mere gift ud«, fastslog Peter Weile.

En rotte æder omkring 10 kg korn/foder årligt. Har man 100 rotter på en ejendom, hvilket ikke er unormalt, forsvinder der altså et ton korn årligt.

Sygdomme

Ud over skader på bygninger spreder rotter sygdomme, og det er alene et godt argument for at bekæmpe dem med alle midler.

»Rotter kan flytte salmonella, leptospirose, yersenia og listeria og være årsag til diarré. Desuden flyttter de flere spf-sygdomme«, sagde chefdyrlæge Claus Heisel, LVK, i sit indlæg.

Han mente også, at rotter var forklaringen på besætningssaneringer, som var slået fejl.

Dyrlæger skal årligt ajourføre besætningers zoonotiske smittebeskyttelsesplan og kommer i den forbindelse ofte ind på rotteforebyggelse og -bekæmpelse.

Claus Heisel understreger, at hvis man ser rotter, skal man omgående sætte ind med bekæmpelse, så de ikke etablerer sig på ejendommen.

Faktaboks

Rotter

  • Spreder sygdomme internt i besætninger og mellem besætninger, feks. salmonella og leptospirose
  • Årsag til forfejlede SPF-saneringer.
  • Drægtig 21 dage, kønsmoden 10 uger.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle