Kæmpeforskel i dækningsbidrag for sohold

Dækningsbidraget pr. årsso i den bedste fjerdedel af besætningerne er tre gange så højt som i den ringeste fjerdedel. Det fremgik af LandboSyd og KHL´s fælles økonomimøde.

Forskellen mellem top og bund i dækningsbidrag pr. årsso har aldrig været større.

Det viser nye regnskabstal for 2021 fra LandboSyd og KHL, der blev fremlagt på et webinar for nylig.

Gennemsnittet for den fjerdedel af sohold med smågrise, der har lavest dækningsbidrag, er på 1.900 kr. i 2021.

I den bedste fjerdedel er dækningsbidraget mere end tre gange så højt, nemlig i gennemsnit 6.100 kr.

Smågriseprisen kan forklare en stor del af forskellen. Fik man afregnet smågrise til puljenotering, fik man 348 kr. Afregnede man til beregnet notering fik man 422 kr., altså 74 kr. mere pr. 30 kgs smågris.

»I gennemsnit solgte besætningerne i vores opgørelse 25.000 smågrise, så alene prisforskellen giver en forskel på 1,8 mio. kr. i regnskabet«, forklarede Bo Ellegaard, LandboSyd, og Johannes Duus Hald, KHL, på mødet.

Selv om forskellen på de to noteringer var enorm i 2021, ligger de to noteringer meget tæt på hinanden, når man ser over 10 år.

»I 2021 vinder hjemmemarkedet klart, og måske er der en vending i markedet, der gør det mere attraktivt at afsætte smågrise og slagtegrise herhjemme«, sagde Johannes Duus Hald.

I løbet af de kommende uger er de klar med opgørelser for integrerede producenter.

For slagtegrise opnåede den ringeste fjerdedel et dækningsbidrag på 87 kr. mod 192 kr. i den bedste fjerdedel.

»I gennemsnit lå dækningsbidraget på 145 kr., hvilket er et rimeligt niveau«, sagde Johannes Duus Hald.

 

Tabel 1. Regnskabstallene er baseret på 12 sohold med salg af fravænningsgrise og 39 sohold med 30 kgs smågrise hos LandboSyd og KHL

Foder stiger 30 procent

De to konsulenter kom ind på de forventede foderpriser for 2022.

»Vores bedste bud er, at foderet stiger 30 procent i forhold til 2021«, sagde Bo Ellegaard, men understregede samtidig, at der var meget stor forskel på, hvordan producenterne var dækket af.

»Integrerede producenter med høj selvforsyningsgrad kommer bedst gennem 2022«, sagde han.

Begge understregede, at der ikke var panik blandt griseproducenter eller banker.

»I har afdraget gæld i de sidste år og står derfor bedre end for fire-fem år siden«, sagde de.

Faktaboks

2021-tal

  • DB pr. årsso 3.700 kr. 
  • Salgspris 364 kr. (30 kg).
  • Fremstillingspris 379 kr. 
  • DB pr. sl.gris 145 kr. 
  • Afregning pr. kg 11,13 kr.
  • Fremstillingspris 10,73 kr.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle