Myndighederne lavede fejl - landmand risikerer nu fem mio. kr. i straf

En svineproducent fra Hjardemål står anklaget i en sag, hvor statens it-systemer spiller en nøglerolle.

Man må ikke overtræde sin miljøgodkendelse, heller ikke selvom myndighederne har lavet fejl.

Sådan lød det fra anklageren i Byretten i Holstebro forleden, da svineproducent Bjarne Nielsen fra Hjardemål stod anklaget for overproduktion fra 2006-2007 og fem år frem. Det skriver Nordjyske.dk og Thisted Dagblad.

Anklagemyndigheden kræver 900.000 kr. i bøde samt konfiskation af fortjenesten gennem fem år, 3,4 mio. kr. Dermed ryger de samlede omkostninger medregnet omkostninger op på knap fem mio. kr.

"Vi er ofre for fejl på fejl på fejl fra myndighedernes side. Det er urimeligt, hvis vi skal dømmes for det," sagde Bjarne Nielsen til dommeren under retsmødet ifølge Nordjyske Stiftstidende.

Myndighederne havde ved en fejl udlagt et område af en mark som paragraf 7-område.

Ifølge Bjarne Nielsen gik han i 2008 i gang med at lave en ny miljøgodkendelse, skriver Thisted Dagblad. Her er anklageren uenig, eftersom ingen i kommunens teknikafdeling kan huske det. Anklageren mener, at Bjarne Nielsen først i 2009 gik i gang med at søge en ny miljøgodkendelse.

Uagtet denne uenighed, så var det umuligt af tekniske årsager at få ændret i Miljøministeriets database. Derfor kunne han ikke få en ny miljøgodkendelse. Bjarne Nielsen fik endelig sin miljøgodkendelse i orden i 2010, hvori kommunen gør opmærksom på, at de har forsøgt at ændre områdets status - uden held.

"Det er noget juks og noget rod," sagde anklageren ifølge Nordjyske Stiftstidende.

Alligevel fastholdt anklageren, at Bjarne Nielsen ikke måtte overtræde miljøgodkendelsen.

Dommeren bruger fire uger på at vurdere sagen, inden der falder dom.

"Det er også en af de største sager i nyere tid og med en hel del komplicerede problemer. Både om statens edbsystem, men også beregningen af den fortjeneste, som anklageren krævede konfiskeret. Også hvorvidt den meget lange sagsbehandlingstid både hos stat, kommune og politi har en betydning," skriver Thisted Dagblad.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle