Staldmålinger nærmer sig startstreg

Seges Innovation samarbejder med Space Systems og Aarhus Universitet for at foretage emissionsmålinger i nyopførte farestalde med løse diegivende søer ved Horsens.

Med opførelsen af fire farestaldssektioner hos Go-gris ved Horsens, der havde åben stald i sidste uge, er næste skridt taget i retningen af målinger af emissioner fra farestalde med løse søer.

Udfordringen med udbredelsen af stier til løse diegivende søer er, at de større overfladearealer i stitypen i forhold til den traditionelle kassesti koster på miljøsiden, med mindre der er gjort brug af delvist fast gulv.

Men hidtil har der ikke været målinger på denne stitype, og det skal staldene hos Go-gris bidrage til.

- Det her er første gang, vi kommer til at lave målinger i farestalde til løse diegivende søer med fulddrænet gulv, og vi glæder os til at komme i gang med målingerne, forklarer Janni Hales, der oplyser, at måleudstyr forventes at blive opstillet i de fire farestaldssektioner i starten af januar.

Herefter vil der løbende over et år blive målt på lugt- og ammoniak-emissioner fra sektionerne, der under spalterne er opbygget på forskellig vis.

Der er en sektion med traditionelt vakuum-system, i en anden sektion er der installeret gylletragte fra Space Systems under spalterne, og endelig er der to sektioner opført med linespil og opdelt kumme, hvor der i den ene er skråvægge under spalterne.

- Stier til løse diegivende søer er en balance mellem dyrevelfærd og miljø, hvor det ikke nytter at skrue op for dyrevelfærden, hvis miljøbelastningen i form af emissioner øges, siger Janni Hales og fortsætter:

- Vi håber, at vi med målingerne fra farestaldene kan vise, at vi er i stand til at reducere emissionerne og dermed også behovet for mere investeringstunge og driftskrævende miljøteknologier.

Hun påpeger, at de større stier med højere emissioner på papiret gør et skifte til den nye stitype svær for de producenter, der er udfordret på miljødelen og overvejer at gå fra kassestier til stier til løse diegivende søer. Måleresultaterne fra projektet kan forhåbentligt give klare retningslinjer for emissionerne fra stitypen til løse diegivende søer.

Foruden målinger hos Go-gris foretages sideløbende måling af lugt- og ammoniakemissioner i en stald i Nordjylland, hvor en griseproducent har både kassestier og stier til løse diegivende søer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle