Tönnies løber fra Danish Crown på hjemmebanen

Danish Crown opretholder sin markedsandel på det tyske marked, mens Tönnies øger sin.

Mens den tyske slagterikoncern Tönnies har slået sig ned i Danmark med slagterier i Brørup og senest i Thisted og dermed har øget sin markedsandel på det danske marked, så er Danish Crowns tilstedeværelse i Tyskland ikke præget af en tilsvarende optur.

I en opgørelse over de 10 største slagterier i Tyskland har Danish Crown i 2015 med 2,6 mio. slagtede svin opnået en markedsandel på 4,4 procent. Det er status quo for det danske andelsslagteri.

Danish Crown indtager en 4. plads i Tyskland, men der er langt op til Tönnies - og der er blevet endnu længere i løbet af 2015.

Ifølge opgørelsen, som Agrarheute står bag, indtager Tönnies en suveræn 1. plads med en markedsandel på 27,3 procent - en stigning på 3,8 procent. Det svarer til 16,2 mio. slagtede svin mod 15,6 mio. året før.

Slagterikoncernerne Vion samt VoglerFleisch/MV Fleisch har oplevet betydelig tilbagegang.

Vion, der indtager 2, pladsen, har mistet 300.000 svin på slagtelinjerne og har i alt slagtet 8,8 mio. svin. Det er en tilbagegang på 3,3 procent. Tilsvarende er VoglerFleish/MV Fleisch, der er 5. størst på listen, gået 6,1 procent tilbage i antal slagtninger.

Foruden Tönnies og Vion er Westfleisch større end Danish Crown på det tyske marked. Westfleisch slagtede i 2015 7,69 mio. svin.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.

Seneste videoer

Se alle