Afgræsning er ukendt land for de små kvier

Af kvægrådgiver Birgitte Høyer, Økologirådgivning Danmark

Hvad stresser kvierne ved udbinding? Det gør det ukendte. Og her snakker vi altså første års afgræssere. Både hos økologer og besætninger tilmeldt Hjerte 2, så gælder det, at kalve ned til 4 månedersalderen skal på græs. Så for at sikre den gode start, skal der tages højde for fire ting: stress, kendt foder, hygiejne og tilvænning. Stress er helt klart det, der påvirker dyrene mest, fordi en stresset kvie har et lavere immunforsvar, og hun bliver dermed lettere påvirket af parasitter, kulde, varme og sult. Så skal man undgå stress, skal man opfylde kviens behov. Mangles én af de tre øvrige pinde, starter den onde cirkel.

Hygiejne

Hvor det er muligt, bør kvierne ikke udbindes på en mark, hvor der er gået kvæg året før. En gammel, kendt sætning. Græsmarksparasitter er skabt til at overleve vinteren, og ligger klar ved udbinding. Det betyder også at man skal undgå at binde ud på marker, der har fået gylle for nyligt. Ligeledes er et foldskift ved Sankt Hans en god ting.

Men hvad kan man gøre, hvis det ikke er muligt at finde friske marker, der ligger godt i forhold til observation af de små kvier? For der findes mange landmænd, der med succes bruger den samme kviefold år efter år, og hvor der er fokus på netop hygiejnen. De sikrer sig, at der ikke bliver optrådt rundt om vandforsyningen, mens der heller ikke i en snæver vending fodres fra jorden. 

Fodring

Første års afgræssere har i sagens natur aldrig været på græs før. De aner altså ikke hvad det er for noget grønt noget, de er kommet ud på. Derfor skal man tilbyde dem det samme foder, som det de fik på stald, så lugtesans og vom kan genkende det. Ligeledes skal man have med i sine overvejelser, at kvier er flokdyr, og at der derfor skal være en ædeplads pr. dyr ved fodertruget. Ellers ender man med, at alle de store i holdet tager det de vil have, de æder til de er mætte, hvorefter de bevæger sig væk, og trækker de mindre med, som måske kun lige har nået at få et par mundfulde, men hvor floksikkerheden betyder mere. Der vil gå to-tre uger, til deres græsoptag er oppe i gear, og vommen er vænnet til det, så i den periode vil de være i energiunderskud og lettere påvirkelige, hvis ikke de kan æde med de store. Man behøver ikke at frygte at græsset bliver for langt i mellemtiden. Det betyder bare at kvierne ikke græsser i bund, eller for tæt på de klatter de har lagt. De kommer derfor heller ikke i for tæt kontakt med friske parasitter. Eventuelt i forhold til foldskifte, kan marken fra starten deles op, så der jævnligt kommer et nyt stykke via rotation, og der er friskt lækkert græs til rådighed. 

Tilvænning

At kvierne forstår, hvor de kan finde lindring for regn, vind eller høj sol er også væsentligt. Og har man mestret øvelsen med hygiejnen og fodringen, kan man med fordel bruge en pædagog. En pædagog er et dyr, der har græsset før, og som kender rumlen. Dette dyr, det være sig en slagteko, drægtig kvie, eller bare en slagtekvie, vil trække de små med til fodertrug, til de gode græspletter og i ly for den kolde regn. Hun kan dog være en smitterisiko, men har man styr på foldrotation, tørre arealer omkring vandet og en ædeplads pr. dyr ved fodertruget, har hun langt større fordele end ulemper.