Engbrandbæger bekæmpes med kaffe og kage – eller øl

Engbrandbæger tager langsomt livet af dine køer og gør dem nedstemt. Økologer er nødt til at grave dem op – gør det til  hygge og lok naboer og venner til at hjælpe med lækkerier, anbefaler økologirådgiver.  

Af Birgitte Kjemtrup Høyer, ØkologiRådgivning Danmark

Det er nu, man kan begynde at se engbrandbægrene tydeligt i markerne igen. Der er skrevet så meget om engbrandbægrene, og med god grund. For skulle kvæget æde dem, selv i små portioner, i ensilage eller hø over længere tid, forårsager den giftige plante en langsom, meget smertefuld død, hvor et af de helt tydelige tegn er skrumpelever og blokerede galdeveje hos obducerede dyr. Lunger og hjerte kan også tage skade. Hos de levende dyr ses nedstemthed, manglende energi, og diarre.

I en artikel fra Seges, skrevet i 2002, nævnes det at kvæget i en kort periode kan tåle et optag, der svarer til 5 procent af grovfodertørstoffet, hvis der vel at bemærke er tale om vårbrandbæger, der er knapt så giftig som engbrandbæger. Men hvad er en kort periode? Og tør du risikere dine dyr? 

Naboen skal også

På konventionelle marker kan der sprøjtes mod den uønskede plante. Det kræver lidt mere af økologerne, for planten skal enten graves op eller slås af. Får planten lov at stå uforstyrret, spreder den sig i en radius af 2-300 meter, nogle gange mere, hvis vinden er kraftig. Så naboen skal også fjerne den.

Dyrene kan godt græsse omkring planten. De tager den ikke, hvis der er fint og ordentligt med foder på marken. Og det er som regel heller ikke på afgræsningsmarkerne, vi ser forgiftningerne. Det er i vinterperioden, hvor dyrene ikke kan skelne engbrandbægrene fra høet, eller ikke har muligheden for at sortere dem ud af ensilagen.

Af sted med spaden

Så hvad kan gøres? Er der få planter, afsted med en spade eller et skræppejern.

Er der mange, og vælger man at slå marken af, skal det gøres lige inden blomstring. Denne mulighed er ikke 100 procent sikker, men de fleste planter har ikke energi nok i rødderne til at komme igen, når vækststadiet er så langt. Husk, at grønmassen så skal væk fra marken og kasseres, da afhuggede blomster godt kan modne, og frøene hér fra spire.  I værste tilfælde kan marken lægges om. Der er ikke behov for en fræsning, som med skræpper, en god og ensartet pløjning er nok.

Bekæmp med kaffe og kage

Der er også den hyggelige metode. Kald venner, bekendte og naboer sammen til en engbrandbægerjagt. Udstyr dem med spader og sække og lov kage og kaffe, måske en øl, til slut og en lille præmie til den, med flest fyldte sække.

Uanset hvad man måtte vælge, så er det primære mål at reducere mængden af engbrandbægere på egne marker og omkringliggende arealer, så risikoen for at husdyrene indtager planten mindskes!

 

Faktaboks

Symptomer hos kvæg

Diarré, fremfalden endetarm, udmattelse, uklarhed, lysfølsomhed og unormal opførsel.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.